Dansker kåret som den mest magtfulde i svensk detail
Sidste år gik titlen som den mægtigste person i svensk detailhandel til onlinegiganten Amazons stifter og ejer Jeff Bezos.
I år har de to branchemedier ICA Nyheter og Market udpeget danske Bent Holm som "Handelns Mäktigaste 2019". Bent Holm står i spidsen for det ekspanderende discountkoncept Dollarstore, som for nylig har åbnet sin butik nummer 100 i nabolandet.
- Det var en herlig anerkendelse af vores koncept og personale, siger Bent Holm til Dansk Handelsblad.
Skulle navnet Bent Holm ikke lyde velkendt, så har han tilbragt i alt 27 år af sit arbejdsliv i Salling Groups discountkæde Netto, hvor han har været en del af ledelsen i både Danmark og senest i Sverige, hvor han fra 2012 til 2017 indtog posten som landedirektør.
Bent Holm har i snart to år været adm. direktør i Dollarstore, og sidste år blev han nummer 11 på listen over de mægtigste i svensk detailhandel.
Dollarstore omsætter for omkring to mia. svenske kr. og har et sortiment på næsten 12.000 varenumre, både dagligvarer og nonfood.