Dansk Supermarked skifter direktør i Føtex
Mette Maix skal ikke længere være direktør for Dansk Supermarkeds varehuskæde Føtex. Positionen bliver overtaget af Thor Jørgensen, der senest har været driftsdirektør i Netto International.
Thor Jørgensen har været i Dansk Supermarked Group i to år, og han han arbejdet med strategi og konceptudvikling samt optimering af drift og IT i Netto-regi i Danmark, Sverige, Tyskland, Polen og Storbritannien.
- Vi har set nærmere på en lang række kandidater, såvel i Danmark som i udlandet. Undervejs stod det klart for os, at vi havde klargjort den rette kandidat inden for vores egen organisation. Thors stærke analytiske og strategiske baggrund vil supplere koncernens executive committee godt, samtidig med at han har evnerne til at lede Føtex sikkert videre i kædens udvikling og tage Føtex til det næste niveau, siger Dansk Supermarkeds Per Bank i en pressemeddelelse.
Per Bank hentede selv Mette Maix, som han kendte fra Coop og Tesco, til Dansk Supermarked for tre år siden, men nu er det altså slut. Ifølge pressemeddelelsen vil hun senere på året tiltræde en "funktion i anden virksomhed".
- Mette har taget Føtex et stort skridt videre, styrket brandet og internt sat fornyet fokus på kvalitet og forbedrede indkøbsoplevelser. Føtex er blevet både mere attraktiv for kunderne og mere rentabel. Jeg ønsker hende alt det bedste fremover, siger Per Bank.