Dansk Supermarked satser på flere butikker i nye bykvarterer

Salling Group 6. sep 2016 -
This describes the image
|||| Dansk Supermarked får både en Netto og en Føtex i Carlsberg Byen. Illustration: Carlsberg Byen|Foto: utopiancityscape|Screendump: LIdl|| Foto: NorgesGruppen
Skrevet af: Søren Tougaard

 

15. september åbner Netto den første dagligvarebutik i Carlsberg Byen i det centrale København, og måneden efter er der åbningsfest i endnu en Dansk Supermarked-butik, når Føtex åbner et varehus på 3.500 kvadratmeter i det nye kvarter.

Nogle undrer sig måske over, at Dansk Supermarked vælger at åbne to nye butikker i et boligområde, der langt fra er færdigudbygget, men for Dansk Supermarkeds udviklingschef Carsten Hadsbjerg giver satsningen i Carlsberg Byen rigtig god mening.

- Området bliver en by i byen med et campus med 10.000 studerende og en S-togstation lige uden for butikkerne. Så området bliver et megastort handelsområde med rigtig mange mennesker. Samtidig ligger det i et område af byen, hvor vi måske ikke var så synlige før, siger Carsten Hadsbjerg, der har store forventninger til de nye butikker.

Få lejemål på markedet

Carsten Hadsbjerg fortæller, at Dansk Supermarked fra den spæde start har haft fokus på Carlsberg Byen, hvor koncernen også har været med i planlægningen af de kommende butikker.

Og Dansk Supermarked har ønsker om at åbne endnu flere butikker i de nye bykvarterer i hovedstaden.

Også discountkæder som Lidl og Rema 1000 har planer om at ekspandere voldsomt i København de kommende år.

Carsten Hadsbjerg mener dog ikke, at konkurrencen om de bedste butiksplaceringer er markant anderledes i hovedstadsområdet i forhold til resten af landet, men han medgiver, at der er et øget fokus på de ledige lejemål i København, fordi der er så relativt få på markedet.

Det lave udbud kan dog presse prisen op på de meste attraktive butiksleje i hovedstadsområdet, og ifølge flere erhvervsmæglere i byen, må dagligvarekæderne forberede sig på endnu højere leje i fremtiden.

Det scenarie er Carsten Hadsbjerg forberedt på, men Dansk Supermarked springer ikke på en ny butik i blinde, blot fordi butikken er placeret i København.

- Overalt i landet er der en markedsleje. Den er selvfølgelig forskellig, alt efter om butikken ligger i Rødby, Skagen eller København, men vi vurderer fra gang til gang, hvordan vores businesscase ser ud, når vi finder eller bliver præsenteret for et nyt lejemål, siger Carsten Hadsbjerg.

Opdateret 10. nov 2020