Dansk Supermarked: Mobilbetaling må ikke blive for indviklet

Salling Group 10. maj 2016 -
This describes the image
For mange forskellige betalingsløsninger med mobilen kan skabe forvirring, mener Jens Freiberg, Dansk Supermarked. Foto: Dansk Supermarked/Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Claus Jensen

For mange forskellige løsninger med mobilbetaling i butikkerne kan skabe forvirring hos kunder og kassemedarbejdere og i sidste ende forsinke det store gennembrud for mobilbetaling i Danmark. Det mener Dansk Supermarkeds funktionschef i business support Jens Freiberg.

Han advarer aktørerne i branchen om, at det bliver nødvendigt at gøre brugeroplevelsen ved mobilbetaling i butikkerne så ensartet som muligt – også selv om betalingsløsningerne bliver forskellige.

- Mobilbetaling kan blive rigtig stort, hvis vi kan finde nogle løsninger, hvor kunder og kasseassistenter kan have forholdsvis ens brugeroplevelse fra gang til gang, siger Jens Freiberg.

Fra Nets er de optimistiske forventninger, at om fire år vil halvdelen af betalingerne i butikkerne blive foretaget med en mobiltelefon, og der vil være udstedt med end tre millioner Dankort til mobiltelefonen.

Jens Freiberg mener dog, at det er en betingelse for så hurtig en udbredelse af mobilbetaling, at markedet bakker op om nogle fælles ensartede løsninger – ellers kan det blive vanskeligt at nå så langt så hurtigt.

- Der har været mange gisning om, hvor mange procent mobil-betalinger, der vil være i det berømte år 2020 scenarie. Jeg tror, det vil afhænge rigtig meget af ensartetheden i den samlede løsning i markedet. Hvis markedet samlet bakker bredt op om eksempelvis det digitale Dankort og sørger for, at det kan modtages i butikkerne, og at kunderne kan gennemskue, hvordan det virker, så tror jeg, at det kan blive rigtig stort. Så kan det godt blive 50 procent mobilbetalinger om fire år. Men hvis løsningerne bliver for fragmenterede, så kan det ende med kun at blive 25 procent, siger han.

- Vi vil gerne have, at kasseassistenterne ikke skal spørge ind til, hvilken betalingsform kunden anvender. Det begynder at blive mere bøvlet, hvis kunden først skal svare på, om betalingen sker med MobilePay, Swipp eller en helt anden løsning, siger Jens Freiberg.

- Hvis du sammenligner med plastikkortene i dag, så kan du bare sætte betalingskortet i terminalen eller bruge det kontaktløst, så virker det. Du behøver ikke diskutere, om det er et MasterCard eller et Dankort eller noget andet, siger han.

Bakker Dankortet op

Jens Freiberg er med i det samarbejdsforum, der styrer projektet med det digitale Dankort, sammen med øvrige repræsentanter for detailhandelen, Dansk Erhverv, Nets og bankerne.

- Vi støtter op om det digitale Dankort, fordi vi ønsker, at Dankortet fortsætter med at eksistere med høj volumen, siger han.

Han er spændt på at se, hvem der melder sig på markedet som udbydere af wallets til de digitale Dankort, og hvilke funktioner de forskellige wallets kommer til at indeholde.

Selv om det bliver nødvendigt med noget ensartethed, så kan de enkelte wallet-udbydere stadig sagtens differentiere sig og lave lækre wallets med det digitale Dankort som motor, siger Jens Freiberg fra Dansk Supermarked.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?