Dansk Supermarked lancerer friskhakket plantefars
Dansk Supermarkeds kæder Bilka, Føtex og Netto går lige efter nytår for alvor ind på markedet for vegetariske fødevarer, skriver dagbladet Politiken.
De tre kæder vil ifølge avisen den 2. januar lancere friskhakket vegetarisk plantefars, der kan bruges i stedet for hakket oksekød, når danskerne ønsker en kødfri dag.
Produktet er udviklet af Aarhus-firmaet Naturli', der ejes af den norske fødevarekoncern Orkla. Naturli' går efter at tage fem pct. af markedet for hakket oksekød, som i dag er på mere end 29.000 tons. I 2018 er det Naturli's mål at sælge 300.000 kilo plantefars.
- Vi oplever, at stadig flere danskere vælger at have en kødfri dag, og her er den største udfordring, hvad de skal sætte i stedet for kød, siger indkøbschef for kød og fjerkræ i Dansk Supermarked, Christian Toft, til Politiken.
Friskhakket plantefars kommer til at koste 25 kr. for 400 gram og kan bruges til stort set samme formål som hakket oksekød, f.eks. til hakkebøf, spaghetti med kødsovs og lasagne.