Dansk Supermarked køber Wupti.com
Dansk Supermarked tager et gevaldigt spring fremad på online-handel med et overraskende køb af en førende spiller på området, Wupti.com.
Dansk Supermarked køber ifølge en pressemeddelelse alle aktierne i firmaet af 3C Retail og driver wupti.com videre side om side med koncernens øvrige onlineaktiviteter, som blandt andet omfatter Bilka.dk.
Dansk Supermarked ser det som en fortsættelse af strategien om også at tage førertrøjen på, når det gælder onlinehandel i Danmark.
- Vi har i Dansk Supermarked en klar ambition om at blive førende indenfor e-commerce, og med opkøbet af wupti.com foretager vi et gearskifte online. Med de synergier, der er mellem wupti.com og vores eksisterende onlinebutikker, herunder Bilka.dk, har vi potentialet til at udvikle begge dele markant de kommende år, siger Dansk Supermarkeds adm. direktør Per Bank.
Foto: Dansk Supermarked