Dansk Supermarked investerer to mia. i butiksnet og onlinevirksomhed

Salling Group 5. apr 2016 -
This describes the image
Per Bank Salling Group Foto: Claus Sjödin/Dansk Supermarked

Dansk Supermarked præsenterede i det netop offentliggjorte regnskab en lille fremgang i omsætningen, der er steget til 57,474 mia. kr. mod 57,156 mia. kr. i 2014. Tallene er uden Netto i England.

EBIT-resultatet steg til 2,552 mia. kr. mod 2,430 mia. kr. i 2014, hvilket giver en EBIT-margin på 4,4 pct. mod 4,3 pct. året før. Nettoresultatet er faldet fra 1,819 mia. kroner til 1,734, hvilket koncernen begrunder med helårseffekten af renteudgifter i forbindelse med Salling Fondenes tilbagekøb af virksomheden.

Koncernen har planer om at investere to mia. kroner om året de kommende år. Pengene skal gå til at renovere butikker og bygge nye i både Danmark og udlandet samt at udvikle onlineplatformene.

Ekstra fokus på Bilka

Mere end halvdelen af pengene skal investeres i Danmark, hvor koncernen blandt andet vil give Bilka et kraftigt boost.

Kædens varehus i Tilst åbnede 1. april efter en ombygning, der viser kædens nye koncept, og ifølge adm. direktør Per Bank følger i første omgang varehusene i Esbjerg og Odense snart efter. Derudover har kæden med discountmatch og hyperhit fokus på prisen.

Koncernen har ligeledes planer om at åbne flere Netto-butikker samt flere butikker i convenience-kæden Føtex-food.

Føtex er blandt andet klar til at åbne butikker sammen med Netto i Carlsbergbyen, hvor der har været rift om pladsen - og i Lyngby.

Omkring årsskiftet vandt Dansk Supermarkeds kæder ind på Coops kæder, hvad angår markedsandel, og overhalede med en markedsandel på lige under 36 pct. konkurrenten for en kort stund.

Per Bank siger om 2015 som helhed, at koncernen fastholdt sin markedsandel i 2015, og at koncernen forventer at øge den i år.

- Den første del af året ser rigtig, rigtig fornuftig ud, siger han.

Opdateret 10. nov 2020