Dansk Supermarked investerer i Skagenfood

Salling Group 22. jun 2017 -
This describes the image
Foto: Skagenfood
Skrevet af: Henrik Denman

Dansk Supermarked investerer i måltidskasseleverandøren Skagenfood, der dermed får mulighed for at øge omsætningen. Det oplyser Skagenfood i en pressemeddelelse.

Virksomhedens grundlæggere, Betina Kühn og Peter Bagge-Nielsen, startede med Skagenfood i 2001, og de vil fortsat drive forretningen og stå i spidsen for den daglige drift. De oplyser ikke noget om, hvor meget Dansk Supermarked investerer i virksomheden.

Adm. direktør i Dansk Supermarked Group, Per Bank, siger:

- Vi ser et stort vækstpotentiale for måltidkasser og convenienceløsninger, der gør hverdagen nemmere for danskerne. Skagenfood er en meget veldrevet virksomhed med tårnhøj kvalitet og stærke værdier, der skal føres videre. Det ønsker vi at gøre i fællesskab, og vi er overbeviste om, at vi gennem vores investering sammen kan forløse det store potentiale, der er i virksomheden og markedet.

Skagenfood tilbyder kunderne frisk fisk, direkte fra kutterne i Nordjylland, og gennem de senere år har virksomheden tilføjet måltidskasser til udvalget, hvor alle råvarerne til ugens måltider er inkluderet. Det er baseret på abonnementssalg.

- Vi har fået muligheden for at udvikle virksomheden på den bedst mulige måde, hvor vi får flere muskler, der gør os i stand til at vokse samtidig med, at vi bevarer virksomhedens base og identitet, som hele tiden har været vores styrke, siger Betina Kühn.

 

Opdateret 10. nov 2020