Dansk Supermarked gør egne elever til ledere
Otte ud af ti ledere i Føtex, Bilka og Netto kommer fra egne rækker. De har været igennem et internt efteruddannelsesforløb.
En stor andel af lederne i Netto butikkerne og fire ud af ti varehuschefer i Føtex er begyndt som salgsassistentelever hos en af Dansk Supermarked Groups butikker.
Det samme gælder for halvdelen af Bilkas sektionschefer, der er lige under varehuschefen.
Det er ikke noget tilfælde.
- Vi har det mål, at otte ud af ti ledere i Dansk Supermarked skal komme fra egne rækker. Lige nu har vi eksempelvis 794 elever inden for salg og slagter- og bagerområderne, og de er vores talent-pipeline, siger Christian Flø, der er Group Senior Director, Talent Management & Learning, i Dansk Supermarked Groups HR-afdeling.
- Det er en fordel for både os og for de nye ledere, at vi rekrutterer fra egne rækker. En leder, der er udviklet i vores virksomhed, kender vores ledelsesværdier og er vant til at arbejde med dem, og både hun og vi ved, at hun trives i vores kultur, siger Christian Flø og tilføjer, at det også har værdi for mange medarbejdere at vide, at de kommer i første række, når der skal findes nye ledere.
Ledelse på flere niveauer
Når man rekruttere ledere fra egne rækker, er det nødvendigt hele tiden at videreudvikle medarbejdere, så de er klar til at tage over, når der mangler en leder. Derfor har koncernen et uddannelsesprogram for kommende ledere.
- Vi deler lederuddannelse op i tre hovedstrenge. En, der handler om at lede mennesker, og den er igen delt op efter, hvilken lederrolle man har. Som ikke ledende medarbejder skal man lede sig selv – blandt andet med egen udvikling, er man teamleder, skal man lede et team af medarbejdere. Er man sektionschef, skal man lede andre ledere. Det stiller forskellige krav til ledelse, siger Christian Flø.
Anden streng i lederuddannelsen handler om faglig ledelse, og indholdet af den er afhængig af, hvilken afdeling man skal være leder i. Er det i elektronikafdelingen, kan det eksempelvis handle om den nyeste teknologi. Sidste streng handler om forståelse af forretningen Dansk Supermarked.
Også kurser til andre
- Al undervisning foregår løbende og som både e-learning, kurser og talent programmer, siger Christian Flø, og tilføjer, at man godt kan ende som butikschef i Netto eller varehuschef i Føtex og Bilka uden at have taget en højere, teoretisk uddannelse på de offentlige uddannelsesinstitutioner.
- Nogle lederroller udfylder man nok lettere med en teoretisk ballast, og vi tilbyder også i stort omfang at betale for de ledere, der ønsker en HD. Men vi ser på resultater i højere grad end eksamenspapirer, siger Christian Flø.
Nogle kurser står Dansk Supermarked selv for. Andre tilrettelægger og gennemfører koncernen sammen med eksterne uddannelsesinstitutioner.
- Og vi gennemfører selvfølgelig uddannelse for de medarbejdere, der ikke har lyst til at blive ledere, siger Christian Flø.