Dansk Supermarked fjerner store mængder laks fra køleren
Dansk Supermarked har fjernet en lang række lakseprodukter fra hylderne i alle tre kæder.
Der er tale om kold røget og gravad laks fra samme producent i Polen.
Grunden er, at der er fundet den farlige listeria-bakterie i produkterne, og tre mennesker er inden for en uge i august blevet smittet med bakterien, skriver Ritzau.
En person, der var smittet med samme type listeria, døde i foråret
- Fødevarestyrelsen har desværre konstateret for høje listeriaværdier i røget laks, og derfor vi tilbagekalder samtlige produkter fra den berørte virksomhed. Vi ser med stor alvor på denne situation. For at være på den sikre side trækker vi alle produkter fra leverandøren tilbage. Vi er i tæt dialog med Fødevarestyrelsen og følger alle anvisninger herfra, lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Supermarked.
Steen Ethelberg, afsnitsleder på Afdeling for Infektionsepidemiologi, understreger over for Ritzau, at risikoen for at være smittet og blive alvorligt syg, hvis man har spist laks for nylig, er meget lav.
- Langt de fleste vil ikke opleve symptomer overhovedet, siger han.
De fleste mennesker, der får en alvorlig listeria-infektion, har et nedsat immunsystem.
Da det varer tre uger fra indtagelse af mad med listeria, til sygdommen bryder ud, kan der komme flere sygdomstilfælde.