Dansk Supermarked bakker planlovsforslag op
Venstre foreslår at ændre planloven, så det i højere grad bliver lokalpolitikerne, der tager beslutninger om planloven, i stedet for som nu politikerne i Folketinget.
Forslaget fra Venstre får opbakning fra Dansk Supermarked.
- Det vil skærpe konkurrencen, og øget konkurrence kommer forbrugerne til gode, siger kommunikationsdirektør i Dansk Supermarked, Mads Hvidtved Grand, i en pressemeddelelse.
Forslaget vil medføre, at lokalpolitikere sammen med lokalbefolkningen kan beslutte, hvordan butiksstrukturen skal se ud i deres nærmiljø.
- Vi tror på, at lokalbefolkningen er de helt rette til selv at beslutte, hvordan butiksmiljøet skal se ud i deres område. For Dansk Supermarked ville en gennemførelse af Venstres forslag betyde, at en håndfuld Bilka-varehuse kan åbne, hvis altså danskerne vil have det. Derudover vil en række af de Føtex-varehuse, der i dag er blevet for små til at imødekomme kundernes ønsker og behov, kunne udbygges, siger Mads Hvidtved Grand.