Dansk plastikfrit tyggegummi-brand lander stor aftale i Tyskland

Salling Group 23. okt 2019 -
This describes the image
True Gum plastfri tyggegummi Drogerie Markt Foto: True Gum
Skrevet af: Søren Tougaard

Den kun to år gamle iværksættervirksomhed True Gum har landet sin hidtil største internationale aftale. Fremover kommer plastikfrit tyggegummi til salg i Drogerie Markt, der med flere end 2.000 butikker er Tysklands største detailhandelskæde inden for bæredygtige husholdningsprodukter, kosttilskud og kosmetik.

Med aftalen bliver Drogerie Markt den første store detailkæde i Tyskland, som satser på et bæredygtigt alternativ til konventionelt tyggegummi.

- Det er mindre end to år siden, vi gik i gang og kom på markedet herhjemme, så det her er kæmpestort for os. Det er en europæisk blåstempling af vores koncept og vores produkt, og det viser også, at selv mindre danske fødevarevirksomheder har en eksistensberettigelse på de store europæiske markeder, hvis produktet og ambitionerne er der, siger Peter Juul Regnersgaard, medstifter og marketingdirektør i True Gum.

Fordobler produktionen

True Gums produkter er baseret på naturgummi og produceres på en fabrik i Glostrup ved København, og aftalen i Tyskland betyder, at virksomheden nu fordobler produktionen.

True Gum kom på markedet i foråret 2018 og har oplevet en konstant stigende efterspørgsel på det hjemlige marked.

Det plastikfrie tyggegummi-mærke sælges i mere end 1.500 hjemlige dagligvare- og specialbutikker, og iværksættervirksomheden har blandt andet aftaler med Coop, Salling Group, Dagrofa og 7-Eleven.

Desuden har virksomheden aftaler med en række mindre butikker i blandt andet Norge, Sverige, Finland og Holland.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?