Dansk Erhverv: Ingen gamechanger for nethandel med dagligvarer
Mens coronakrisen har gjort ondt på de dagligvarebutikker, der er placeret i storcentre, har det omvendt boostet til nethandlen med dagligvarer som aldrig før.
Således melder både Nemlig.com og Coop.dk Mad om en fordobling af salget i forhold til tidligere, mens Bilka To Go har femdoblet omsætningen.
Hos interesseorganisationen Dansk Erhverv, som hos mange andre, melder det gode spørgsmål sig, om onlinevæksten er udtryk for et øjebliksbillede i en usædvanlig tid, eller om netsupermarkederne reelt har taget fire-fem vækstår i løbet af meget kort tid.
Trods en aktuel stor vækst udgør dagligvarehandel på nettet dog kun en meget lille andel af det samlede dagligvaremarked, og det billede vil fortsat tegne sig ved udgangen af 2020, lyder det fra Jeppe Rønnebæk Kongsbak, chefkonsulent for handel i Dansk Erhverv.
- I 2018 og 2019 udgjorde dagligvarehandel på nettet 2,6 pct. af det totale dagligvaremarked, så spørgsmålet er, om vi kommer over 3 pct. i år. Hvis du vokser og udgør 0,5 pct. mere af det samlede marked, som er på 155 mia. kr. årligt, så er det selvfølgelig nogle aktører, f.eks. Nemlig.com, der sagtens kan gå ud og sige, ligesom sidste år, at vi vækster med 23 pct. i vores omsætning. Men det er jo også fordi, markedet udgør så lille en andel af det totale marked, at nogle kan melde om tocifrede vækstrater.
- I 2010 var det under hver 10. dansker, der havde prøvet at handle dagligvarer på nettet. I 2019 var det hver fjerde dansker, så der kommer selvfølgelig også flere kunder til. Så er spørgsmålet, hvor loyale de er, når vi kommer tilbage til en mere normal hverdag, siger Jeppe Rønnebæk Kongsbak.
Reelle investeringer
En nylig undersøgelse fra analysevirksomheden Wilke viser, at 28 pct. af danskerne har prøvet at handle dagligvarer over nettet i dag mod 20 pct. inden covid-19.
Med genåbningen af detailhandlen og et smittetryk på retur må det formodes, at en del midlertidige e-handelskunder vender tilbage til de fysiske butikker, mens andre vil holde fast ved nethandlen, fordi det er nemt og bekvemt - og giver kunderne en fornemmelse af større sikkerhed så længe, coronavirussen er til stede.
Ser I udviklingen under coronakrisen som en total gamechanger for e-handel med dagligvarer i Danmark
- Nej, det vil jeg ikke sige, og så vil jeg også sige, at det er en postgang for tidligt at konkludere noget. Man kan jo godt kigge på, at nogle af de investeringer, der er blevet foretaget, ikke er midlertidige investeringer i coronatiden. Det er jo reelle opnormeringer i forhold til personale, og det er reelle investeringer, som også kan være varige, hvis efterspørgslen er det, siger Jeppe Rønnebæk Kongsbak med henvisning til, at Nemlig.com har investeret i 400 nye medarbejdere for at kunne følge med efterspørgslen, ligesom f.eks. også Salling Group har fremrykket onlineinvesteringer for 500 mio. kr., ifølge koncernen selv.