Danmark nordisk lillebror blandt verdens største detaillister

Salling Group 13. feb 2020 -
This describes the image
Map of Europe. 3d

Der er langt op til førstepladsen som verdens største detaillist, hvor amerikanske Wal-Mart i flere år efterhånden har befundet sig – i 2018 med en samlet omsætning på 514 mia. dollars (3.519 mia. kr.).

For mens vi i Norden kan bryste os af en række gamle, velfunderede dagligvarekæder med tætte bånd til den nordiske foreningstradition, så skal vi helt ned på 80. pladsen for at finde listens første dagligvareindspark.

Her troner ICA Gruppen tæt efterfulgt af finske S Group på 83. pladsen, mens NorgesGruppen indtager den nordiske tredjeplads på 102. pladsen.

Det fremgår af rapporten Global Powers of Retailing 2020 fra revisionsfirmaet Deloitte, hvor 2018-regnskaberne fra verdens 250 største detailvirksomheder – alt fra supermarkeder til tøjbutikskæde – bliver rangeret. Rapporten har dog det benspænd, at flere af selskaberne arbejder med forskudte regnskaber, hvorfor man benytter 2018 og ikke 2019-regnskaberne som sammenligningsgrundlag.

De enkelte selskabers placering på listen afgøres desuden af virksomhedens detailomsætning. Af den grund rangerer svenske ICA Gruppen højere i rangeringen end S Group fra Finland til trods for at sidstnævnte i 2018 omsatte for 344 mio. dollars mere end ICA Gruppen. ICA Gruppens detailomsætning var til gengæld 832 mio. dollars højere end finnernes, hvorfor de rangerer højere på årets liste. Det er samtidig også detailomsætningen, som ligger til grund for denne artikel.

Danmark tager fjerdepladsen

Årets liste omfatter i alt ni dagligvarevirksomheder fra Danmark, Norge, Sverige og Finland, som mestendels, med undtagelse af to, har oplevet vækst i de foregående fem år.

I grafikken nedenfor kan du se, hvordan de enkelte nordiske dagligvarespillere klarer sig på forskellige parametre.

Gør vi listen op i forhold til nationalitet, er der ingen tvivl om, at Norge tager førstepladsen som nordens ”største” detailmarked rent omsætningsmæssigt – forudsat, vi udelukkende forholder os til de ni virksomheder, som er kommet med på denne liste.

Samlet omsatte detailgrenene af norske NorgesGruppen, Coop Norge og Reitan Group – der omfatter Rema 1000-kæden – for i alt 23,2 mia. dollars i 2018, hvilket svarer til næsten 160 mia. kr..

Andenpladsen er tæt løb mellem Sverige og Finland, som hver har to kæder i top 250. De svenske kæder ICA Gruppen og Axfood nåede i 2018 en samlet omsætning på 19,4 mia. dollars, men finner vinder alligevel med trekvart milliard-mulehår: S Group og Kesko Corporation rundede nemlig en samlet detailomsætning på 20,1 mia. dollars.

På den nordiske fjerdeplads finder vi Danmark i form af Salling Group og Coop Danmark, som tilsammen omsatte for 15,1 mia. dollars i detailsammenhænge.

Milliarder på højkant

Selvom der mestendels er tale om pæne tal fra de respektive, nordiske detailkæder, så er der dog tale om peanuts set i forhold til den samlede detailomsætning på verdensplan.

I 2018 omsatte de 250 aktører på Deloittes liste for i alt 4740 mia. dollars (32.459 mia. kr.), og sektoren voksede i snit med 4,1 pct. set ift. året før med en overskuds-grad på 3 pct.

Ser vi på top 10 tæller den, foruden Wal-Mart, hele seks amerikanske virksomheder, mens tre europæiske detailkæmper tager de resterende tre pladser. På listens 4.- og 8. plads finder vi tyske Schwarz Group, som står bag kæderne Lidl og Kaufland, samt Aldi-gruppen med henholdsvis 122 mia. dollars og 106 mia. dollars i samlet omsætning for 2018. På listens 10. plads runder britiske Tesco af med 83 mia. dollars i omsætning.

Opdateret 10. nov 2020