Dagligvarer på nettet er eksploderet under coronakrisen

Salling Group 22. maj 2020 -
This describes the image
Foto: FDIH
Skrevet af: Søren Tougaard

Coronavirussen har for en tid påvirket alt i vores samfund og forandret danskernes vaner og hverdag. Forandringerne ses med al tydelighed også i vores forbrug på nettet.

Enkelte brancher har således tabt en stor del af deres omsætning i april, mens andre brancher har mere end fordoblet deres omsætning, viser en ny e-handelsanalyse fra Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH).

Onlinebutikker, der sælger dagligvarer, var blandt de brancher med størst fremgang i april. Op til coronakrisen udgjorde dagligvarer 4 pct. af danskernes totale netforbrug. I sidste måned var det ændret til 9 pct. Samme stigning ses også i Sverige.

Fremgangen på nettet accelererede for alvor ugen efter, at statsminister Mette Frederiksen lukkede store dele af detailhandlen ned og opfordrede til at handle mere over nettet.

I FDIH kalder man salgsudviklingen af dagligvarer på nettet for et ”folkeligt gennembrud”.

- Nu ser vi en bølge, en lille tsunami, og derfor kalder vi det lidt et folkeligt gennembrud, fordi det efterhånden er en meget bred del af Danmarks befolkning, der har prøvet at handle dagligvarer på nettet. Når Per Bank (topchef i Salling Group, red.) siger, at de smider en halv mia. kr. ind i onlinehandel og speeder op for Fillop og kobler Føtex på onlinehandel, mens Bilka To Go selv satser hårdt, så giver det en bølge, som bare forstærker den bølge, der er der i forvejen, siger Niels Ralund, adm. direktør i FDIH om udviklingen.

Pensionister vinder frem

I analysen fra FDIH er det især værd at bemærke, at pensionisterne er den forbrugergruppe, der har øget deres køb af dagligvarer på nettet allermest i sidste måned.

Næsten hver anden pensionist, 45 pct., der angiver, at de generelt handler mere online som følge af coronakrisen, har handlet flere dagligvarer på nettet i forhold til før krisen.

Blandt børnefamilierne er det tilsvarende lidt over hver tredje, 36 pct., der svarer, at de køber flere dagligvarer på nettet nu end før krisen.

- Pensionisterne har lagt sig i overhalingsbanen, og det er selvfølgelig fordi, de er den udsatte gruppe og er blevet bedt om at handle mere online af Mette Frederiksen. Mange pensionister har derfor taget et spring, som de ikke havde regnet med, at de skulle tage. Med så stort pres på dagligvarebutikkerne på nettet, vil jeg tro, at nogle sikkert ikke har fået den bedste købsoplevelse. Mange andre har sikkert været glade for, at de ikke har skullet bære tunge poser hjem selv, så jeg tror, at meget af denne vækst, vi ser, vil blive fastholdt, siger Niels Ralund.

Aktører fortsætter væksten

Kort inde i coronakrisen lagde danskernes efterspørgsel et stort pres på onlinesupermarkeder som Nemlig.com, Bilka To Go, Coop.dk Mad og Remas deløkonomiske tjeneste Vigo.

Siden har Bilka To Go meldt om, at omsætningen har været femdoblet i forhold til normalt, mens både Nemlig.com og Coop.dk Mad har meldt om fordoblet omsætning.

Og meget tyder på, at denne vækst er fortsat ind i coronakrisens tredje måned, selv om storcentrene nu er blevet genåbnet.

- Vi oplever fortsat meget høj efterspørgsel på niveauet index 200-250 i forhold til samme uger sidste år. I forhold til genåbningen af Danmark oplever vi ikke et aftagende salg i de sidste uger. Vi har dog også øget vores kampagneindsatser og lancerer løbende nye tiltag for at fastholde vores mange nye kunder, siger kommerciel direktør Lars Rasmussen, Coop. dk Mad.

Den 18. marts havde Vigo ca. en firdobling i antallet af ordrer sammenlignet med før coronakrisen.

Denne fremgang er fortsat her to måneder efter, oplyser Jonas Schrøder, kommunikationschef i Rema 1000.

Samtidig venter discountkædens topchef yderligere onlinevækst.

- Jeg er sikker på, at onlinesalget vil accelerere. Vi har lige skudt gang i et træningsprogram om Vigo for alle 13.000 medarbejdere i Rema, så vi er sikre på, at alle forstår konceptet, sagde Henrik Burkal for nyligt til Berlingske.

Hos Bilka To Go er efterspørgsel fortsat stor og ligger nu omkring 300 pct. over det normale niveau, oplyser Sallings Groups pressechef Kasper Reggelsen.

Og hos Nemlig.com oplever man fortsat en meget høj omsætningsvækst omkring de 100 pct., oplyser Nemlig.com i et mailsvar.

Opdateret 10. nov 2020