Dagligvarekæder sænker priserne

Salling Group 13. aug 2018 -
This describes the image
Politikens seneste pristjek i discountkæderne bragt den 3. juni. Foto: Screendump
Skrevet af: Søren Tougaard

De seneste pristjek af dagligvarekædernes priser foretaget af Politiken og Forbrugerrådet Tænk kort før sommerferien, viser en klar tendens. Dagligvarerne er blevet billigere i forhold til juni sidste år.

F.eks. viser discountpristjekket i Politiken Lørdagsliv den 30. juni, at priserne på 37 udvalgte dagligvarer er blevet mellem 3 og 8,5 pct. billigere på et år.

Billigst var indkøbskurven i Aldi med en pris på 361 kr. mod ca. 395 kr. i juni 2017.

Dermed er Aldi også den af de fem discountkæder herhjemme, hvor varerne er blevet billigst det forgangne år.

- Vores koncept er både at have lave priser og den bedste kvalitet. Prisen er fuldstændig afgørende, men det er ikke tilstrækkeligt at være billigst, har vi jo måtte konstatere. Det betyder ikke, at vores prisniveau vil stige, fordi vi nu fokuserer mere på økologi og danske varer, fortæller Thomas Bang, vicedirektør i Aldi Danmark med ansvar for CSR, marketing og kommunikation.

Om forbrugerne ligefrem kan forvente endnu lavere priser i Aldi, tør Thomas Bang nu ikke garantere.

- Det er svært at spå om fremtiden. Vores koncept har altid været, at vi sætter priserne ud fra råvarepriserne. Hvis råvare- og indkøbspriserne falder, sætter vi også ned til fordel for forbrugerne. Priserne vil altid gå ned og op. Men det er vigtigt for Aldi, at vores priser er så lave som muligt. Lave priser er sammen med ansvarlighed og kvalitet Aldis grund-DNA, siger Thomas Bang.

Prisfald i Coop

I Politikens pristest var Fakta blevet 7 pct. billigere end sidste år, men havde stadigvæk testens dyreste kurv på godt 378 kr.

Endnu bedre klarer Coops kæder sig i Forbrugerrådet Tænk seneste pristjek på 15 økologiske kolonialvarer.

Her var SuperBrugsen billigst af samtlige 10 testede dagligvarekæder, mens Fakta blev placeret som nummer fire.

I SuperBrugsen var prisen på de 15 økologiske kolonialvarer faldet med 22 pct. på et år, mens priserne var blevet 18 pct. lavere i Fakta.

- I Coop har vi på tværs af kæder gennemført massive prisfald i løbet af det seneste år. Det er ikke mindst gældende for Kvickly og SuperBrugsen, og det vil også fortsat fylde meget i både vores eksterne markedsføring og i vores in-store-programmer i butikkerne. Dét, der glæder mig mest i denne forbindelse er, at vi allerede nu kan se, at vores kunders prisperception er positivt påvirket af vores prisinvesteringer, og at mange kunder altså har opdaget, at vi nu har mange hundrede varer i vores supermarkeder til helt samme priser som i discountbutikkerne, siger Jens Visholm, koncerndirektør i Coop.

Det glæder ham, når en eller flere af Coops kæder står øverst på skamlen i en af de mange prisundersøgelser, som foretages af diverse medier.

Ifølge Jens Visholm er det dog et faktum, at de største aktører i dagligvarehandlen stort set har ens priser.

Derfor bliver det også lidt tilfældigt, hvilke kæder der fremstår billigt i undersøgelserne, mener han.

- Ligesom det sikkert er tilfældet for vores konkurrenter, kan vi jo til enhver tid lave en kurv, hvor vores kæder fremstår billigere end konkurrenterne - og det er der jo så også nogle af vores konkurrenter, der går og hygger sig lidt med, siger Jens Visholm.

Også Salling Groups Føtex-kæde har foretaget prisreduktioner på mere end 2.000 varer det seneste år, og ifølge sommerens seneste Føtæsk-reklame fortsætter Føtex med at sænke priserne på endnu flere varer.

Opdateret 10. nov 2020