Dagligvarehandlen rykker pænt frem i imageanalyse
Som i rigtigt mange andre imageanalyser ligger Rema 1000 også forrest blandt kollegerne i dagligvarebranchen i den netop offentliggjorte imageanalyse fra IFO, Institut for Opinionsanalyse.
Rema 1000 ligger som nummer 15 i år, hvilket er samme placering som sidste år.
Trods et yderst konkurrencepræget og stagnerende marked klarer dagligvarehandlen sig generelt godt i analysen, og stort set alle koncerner rykker frem.
Analysen har markedsleder Salling Group på plads nummer 29. Koncernen er rykket seks pladser frem i forhold til sidste år.
Ifølge analysen klarer Salling Group sig flot på sin CSR-politik, der har fået øget fokus, siden Salling Fondene overtog den sidste del af koncernen og nu markedsfører sig på ikke kun at skulle tjene penge. Fondene deler også ud af midlerne.
Det helt store ryk har Coop foretaget. Med en plads som nummer 46 har Coop rykket hele 32 pladser frem i forhold til sidste års analyse.
Lidl er ligeledes populær på sin ansvarlighedspolitik og er rykket 11 pladser frem til nummer 59.
I bunden ligger Dagrofa på plads nummer 92 efterfulgt af Aldi på plads nummer 96. Begge koncerner er dog rykket en enkelt plads frem.
Helt i toppen ligger på de tre første pladser Lego, Novo Nordisk og Danfoss.
2642 erhvervsledere har givet deres mening om virksomhederne til kende, og de er vurderet på parametre som ledelse, troværdighed, medarbejdere, kommunikation, kvalitet, innovation, finansiel styrke, ansvarlighed, konkurrenceevne.