Dagligvarehandlen afprøver nye betalingsmåder
Det seneste års tid har detailhandlen fået teknisk mulighed for at tilbyde sine kunder nye måder at betale for deres varer på. Det mest populære alternativ har ind til videre været Danske Banks løsning MobilePay, der foregår via en smartphone. Nu er også den kontaktløse betaling ved at være mere udbredt, hvilket blandt andet skyldes, at bankerne er i gang med udsende Dankort med den nødvendige chip.
Dansk Handelsblad har spurgt dagligvarekæderne, hvad de hver især tilbyder deres kunder.
Dansk Supermarkeds kunder siger ja til mobilbetaling
Et Føtex-varehus i Aarhus var det første supermarked i Danmark, der tilbød sine kunder at betale med mobiltelefonen via Danske Banks MobilePay. Det skete midt i marts i år.
I juni blev muligheden udbredt i en anden af Dansk Supermarkeds kæder, Bilka, og ikke mindst i Bilka benytter flere og flere kunder mobilen ved kassen.
- Det er forstsat en lille procentdel af vores betalinger, der foregår via MobilePay, men tallet er støt stigende – især i de butikker, som var blandt de første til at få det. Det tyder på, at når først folk vænner sig til muligheden, så begynder flere og flere at bruge det, fortæller kommunikationskonsulent i Dansk Supermarked Maia Lindstrøm Sejersen.
Nu er godt halvdelen af Føtex-kædens 89 varehuse med, og snart kommer turen til Dansk Supermarkeds discountkæde, Netto, hvis butikker alle skal være med i begyndelsen af næste år. Fra uge 39 kan stormagasinet Salling også tage i mod betaling via mobilen.
Da Dansk Supermarked lancerede mobilbetaling, sagde Kenneth Nielsen, direktør for e-commerce og digital:
- Vi har over 200 millioner betalinger om året i Danmark. Det vil ikke undre mig, hvis 5 procent af dem kommer fra mobiltelefoner til sommer næste år. Men det bestemmer kunderne suverænt. Vi er fortsat meget glade for Dankortet, og ser mobilbetaling som et nyt og lovende supplement til kort og kontanter.
Dansk Supermarked har løbende indført muligheden for at benytte kontaktløse kort i alle butikker og varehuse, men da kun få kunder endnu har et kort, der kan benytte denne løsning, er der ingen reelle tal på behovet for denne mulighed.
Nu tager Coop også i mod kontaktløse kort
Mens Dansk Supermarked ikke har lagt skjul på, at koncernens kunder kan benytte mobilbetaling og kontaktløse kort i snart alle butikker, er Coop gået lidt mere stille med dørene.
Men nu er det i hvert fald muligt for kunderne i alle koncernens kæder at benytte et kontaktløst kort. Og fra 1. september ville alle kort fra Coop Bank indeholde den nødvendige chip.
Men ifølge kommunikationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen, har koncernen endnu ikke taget stilling til, hvorvidt kunderne skal have mulighed for at benytte mobilen til betaling ved kassen.
Aldi føler udviklingen
Alle danske Aldi-butikker kan modtage kontaktløse kort, men koncernen har ifølge Thomas Hedegaard Bang, vicedirektør indkøb, ikke overblik over, hvor mange der benytter sig af muligheden.
- Vi har endnu ikke nok erfaringer med systemet, til at kunne vurdere hvor mange procent der anvender det, og hvor stor viljen er til at benytte kontaktløs betaling, siger Thomas Hedegaard Bang.
Kæden har ikke indført mobilbetaling:
- Vi har på nuværende tidspunkt ingen konkrete planer om MobilePay, men vi er naturligvis opmærksomme på udviklingen og har den med i vores overvejelser. Det afgørende for os, er at finde den rigtige teknologiske løsning, der får den største udbredelse og dermed tilgodeser flest mulige kunder, siger Thomas Hedegaard Bang.
Rema 1000
Alle Rema 1000-butikker indførte inden sommerferien muligheden for, at kunderne kan benytte MobilePay. Kæden har dog endnu ikke overblik over, hvor mange kunder der benytter denne mulighed.
Rema 1000 kigger i øjeblikket på brugen af kontaktløse kort, da kæden ser dette som endnu et initiativ til at gøre betalingssituationen lettere for kunderne. Funktionen kommer med den næste opdatering af butikkernes kasser her i efteråret, oplyser Rema 1000.
Dagrofa
Fra Dagrofa, der står bag kæderne Spar, Min Købmand, Meny og Kiwi, oplyser kommunikationsdirektør, Markela Dedopoulos, at koncernen i øjeblikket kører et forsøg med MobilePay i to af Dagrofas butikker.
- Efter dette vil vi overveje, om det skal rulles ud i alle butikker, eller om vi skal finde en anden løsning, siger Markela Dedopoulos.
Lidl
Den tyske discountkæde Lidl har siden december 2014 givet sine kunder mulighed for at benytte kontaktløse kort.
- Brugen af kontaktløs betaling er stærkt stigende, og vi forventer, at det vil blive endnu mere populært, når det nu også bliver muligt at betale med dankort, siger kommunikationskonsulent i Lidl Danmark, Maria Frank og fortsætter:
- Med hensyn til MobilePay følger vi med interesse udviklingen, men vi har endnu ikke taget nogen afgørende beslutning på området.
Af Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk
Foto: Dansk Supermarked