Dagligvaregiganter tvivler på prishop
Efter lang tid med faldende priser på fødevarer har Danmarks Statistik registreret en stigning i januar på 0, 9 pct. i forhold til måneden før - til en vis undren for de to største virksomheder i dagligvarehandelen.
- Hos Coop kan vi ikke genkende tallene fra Danmarks Statistik i vores egne tal - og vi har ikke iværksat generelle prisstigninger ved årsskiftet. Tværtimod er vores generelle oplevelse, at vi sælger varerne billigere til forbrugerne - blandt andet som det er sket via vores prisnedsættelser på økologi fra januar 2015, siger fooddirektør Jens Visholm fra Coop Danmark.
Ærkerivalen Dansk Supermarked melder også hus forbi.
- Vi så godt tallene fra Danmarks Statistik, men kan ikke genkende dem i vores egne forhold. Der kan være enkelte varer, der er steget, mens andre tilsvarende falder. Overordnet set oplever
ONLINE 1202
vi med andre ord ikke, at fødevarepriserne stiger. Tværtimod ser vi mange prisfald, lyder meldingen fra Dansk Supermarkeds pressechef Mads Hvidtved Grand.
Til sammen sidder Coop og Dansk Supermarked på ca. 70 pct. af det samlede dagligvaremarked herhjemme.
Højere afgifter spøger
Hos Danmarks Statistik fortæller afdelingsleder Christian Lindhardt, at den samlede stigning på 0, 9 pct. ganske rigtigt dækker over et broget billede, hvor varerne er blevet billigere i nogle kategorier - og dyrere i andre.
- De største prisstigninger er registreret på sukkervarer, marmelade og chokolade samt ost og kaffe. I januar 2015 var der afgiftsstigninger på bl.a. sukkervarer, chokolade og kaffe - hvilket kan være årsag til prisstigningerne, skriver han i mail til Dansk Handelsblad.