Dagligvaregiganter jonglerer med enorme beløb
Rokader på de indre linjer i tre af landets største dagligvarekoncerner flytter værdier for knap to mia. kr. kort før nytår.
Hele tre af de fire største dagligvarekoncerner i Danmark har sidst i december været involveret i flytning af store værdier til en samlet værdi, der nærmer sig to mia. kr.
Dansk Supermarked topper listen med en kapitalforhøjelse på 1,24 mia. kr., men det dækker reelt over, at to Salling-stormagasiner, der har ligget i et selvstændigt selskab, nu også bliver indlemmet i det overordnede selskab.
Ud over, at det styrker Dansk Supermarkeds egenkapital på papiret, giver det også omsætningen et løft på i underkanten af en mia. kr.
- F. Salling gøres til et regulært datterselskab i Dansk Supermarked, men der sker ikke noget ejerskifte, for det er de samme parter, der ejer selskabet. Omstruktureringen sker for at afspejle, at Salling er en del af Dansk Supermarked Group, siger Mads Hvitved Grand, som er kommunikationsdirektør i Dansk Supermarked.
Dagrofa har solgt Pisiffik
I modsætning til Salling-fusionen var Dagrofa-koncernens salg fra nytår af den grønlandske detailvirksomhed Pisiffik til koncernens to største ejere, KFI og norske NorgesGruppen, en kendt sag.
I den forbindelse forhøjede nordmændene kapitalen i deres danske selskab, NorgesGruppen Danmark, med 211 mio. kr. for at kunne betale Dagrofa for Pisiffik-aktierne.
- Kapitalforhøjelsen skal primært ses i relation til, at NorgesGruppen Danmark køber ca. 47 pct. af aktierne i den grønlandske virksomhed Pisiffik, lyder forklaringen fra koncerndirektør Per Roskifte i NorgesGruppen.
Den præcise salgssum er hemmelig, men kan ifølge Dansk Handelsblads estimat nærme sig den halve mia. kr.
270 mio. fra Rema
I Rema 1000 betegner man ifølge kædens pressekontakt en overførsel af 270 mio. kr. til et helt nyt datterselskab, Rema Etablering, 21. december som en rent ”strukturel” øvelse.
Den skal ses som et led i kædens forstærkede satsning på ekspansion, som blev sat i søen sidste år, da Rema lagde al udvikling af nye butikker ind under moderselskabet, som efterhånden også i større grad selv ejer butiksejendomme.
I forvejen har Rema imidlertid flere selskaber med relation til etablering og ejerskab af butikker, og Dansk Handelsblad har ikke fået svar på, hvilken rolle det nye Rema Etablering - med formålet ”at eje kapitalandele i andre selskaber samt foretage formueanbringelser” - skal spille.