Dagligvarebosser takker ansatte for corona-indsatsen
Det kan ikke længere skjules, at julen nærmer sig - og det medfører i et hvert godt juleeventyr, at julefreden sænker sig.
Således også i virkeligheden på Linkedin, hvor Salling Groups adm. direktør Per Bank har genfundet forårets forbrødring med de største konkurrenter i sin tak til de mange ansatte i koncernen for en særlig indsats i corona-året 2020.
Her nævner Bank en for en alle de store konkurrenter i branchen - Finn Tang fra Aldi, Kræn Østergaard Nielsen, Coop, Henrik Burkal , Rema 1000, Tomas Pietrangeli, Dagrofa og Dirk Fust, Lidl, som han ved, har sendt tilsvarende tak til deres folk.
"Alle i landets dagligvarekæder har ydet en enestående indsats gennem et helt og aldeles anderledes år. Det har været tilfældet siden den første nedlukning og nu også her i juledagene, hvor de sidste indkøb foretages", skriver Bank på Linkedin.
"Vi har siden marts ikke kun haft som formål at holde butikkerne og forsynskæderne kørende, men også at bidrage til vores alle sammens sikkerhed. Det har vi sammen formået - og det fortjener den allerstørste ros".