Dagligvare-priskrig sænkede inflationen i 2018
Udbredte prisfald i de store dagligvarekæder har gjort det lidt billigere at leve for danskerne sidste år.
Helt nye tal for inflationen fra Danmarks Statistik viser, at udbredte prisfald i blandt andre Salling Groups Føtex og Coops kæder fra slutningen af 2017 og frem har haft en effekt for prisudviklingen.
For hele året faldt inflationen til 0,8 pct., hvor den i 2017 lå på 1,1 pct.
"Faldet fra 1,1 pct. til 0,8 pct. skyldes især, at prisændringer på fødevarer bidrager mindre til forbrugerprisindekset i 2018 i forhold til året før. Fra 2016 til 2017 steg priserne på fødevarer med 2,8 pct., mens priserne på fødevarer var uændrede fra 2017 til 2018", skriver Danmarks Statistik.
Hos Dansk Erhverv bemærker økonom Kristian Skriver Sørensen, at inflationen herhjemme er en af de laveste i EU. Men han tror ikke, at det varer ved.
- En inflation på 0,8 pct. er lavt set i et historisk perspektiv, men inflationen har som nævnt været lav over de senere år. Vi oplever i øjeblikket pæn økonomisk fremgang herhjemme – normalt ville et opsving give et opadgående pres på priserne, men det har vi dog endnu ikke set. Det forventer vi dog, at vi kommer til at se over det kommende år, vurderer han.
Smørret billigere i december
Set over hele sidste år lå forbrugerprisindekset for "fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer" altså helt fladt, men undervejs har priserne i mange måneder ligget under niveauet året før.
Den tendens er aftaget, men efter et prisfald fra november til december var madvarerne altså stadig 0,2 pct. billigere end i december 2017, og smør er en af de varer, der er blevet så meget billigere, at det trækker ned på den samlede inflationstakt