Corona-restriktioner: Netto lukker fremover kl. 22
Langt de fleste supermarkeder og discountbutikker lukker senest kl. 22, men Salling Groups Netto- og Bilka-butikker har en åbningstid, der nogle steder rækker længere.
Statsminister Mette Frederiksen meldte i forbindelse med et pressemøde om yderligere corona-restriktioner fredag aften ud, at supermarkeder og kiosker fra på mandag ikke længere må sælge alkohol efter kl. 22, når barer og restauranter også lukker. Det får topchef Per Bank, Salling Group, til at skrive på det sociale medie Twitter, at alle Føtex- og Netto-butikker fra på mandag lukker kl. 22.
"Salling Group har taget en hurtig beslutning, alle Netto’er og Føtex’er lukker fra kl. 22 fra mandag, mens vi som i gamle dage afspærrer alkoholområde i Bilka (åben til 24)," skriver Per Bank på Twitter.
I praksis vil ændringerne indebære tidligere lukning for en del Netto-butikker, mens det store flertal af Føtex-butikker i forvejen lukker kl. 21.