Coop venter stigning i private label-salg

Salling Group 11. maj 2020 -
This describes the image
Foto: Coop Danmark
Skrevet af: Søren Tougaard

I starten af 2020 lancerede Coop kampagnen ”Mere værdi for pengene”, hvor koncernen samtidig annoncerede, at salget af det anonyme mærke Coop skulle vokse med 300 mio. kr.

I dag udgør Coops egne mærker ca. 30 pct. af det samlede sortiment, og koncernens ambition om et større salg af private label, som blandt andet også omfatter Änglamark, X-tra og Coop 365 Økologi-serien, er ikke aftaget med coronakrisens ankomst.

Tværtimod venter Coop Danmarks koncerndirektør Jens Visholm en stigende kurve på private label igennem en periode, hvor forbrugerne vil efterspørge mere værdi for pengene.

- Det er typisk i de perioder, hvor der er lavkonjunktur, at man ser et skred i private label-andelen. Det er typisk ikke under højkonjunktur. Det er, når forbrugerne er lidt kortere på pengene, fordi man får god værdi for pengene i rigtig mange private label-produkter. Og vi er i den heldige situation, at der er stor grad af tillid til vores mærker og produkter, fordi vi har opført os ordentligt i rigtig mange år. Det ved forbrugerne godt, siger Jens Visholm.

I en ny undersøgelse fra Coop angiver 59 pct. af de adspurgte, at prisen er et vigtigt parameter, mens godt hver femte forbruger - 19 pct. - forventer at være mere prisorienteret end før covid-19.

App-rabat på private label

Kvalitet er dog stadig vigtigt for 72 pct., viser Coops undersøgelse foretaget under coronakrisen blandt mere end 1.800 forbrugere.

Ifølge Jens Visholm har Coop ikke været dygtige nok til at tydeliggøre koncernens lavpris-program. Det vil Coop derfor gøre noget ved.

Og inden længe vil virksomheden også lancere en priskampagne målrettet Coops mange app-brugere.

- På vores egne produkter, som typisk også er der, der er størst værdi for pengene, er vi relativ langt fremme med et initiativ, hvor kunden kan få yderligere rabat på vores egne produkter via vores app, siger Jens Visholm.

Coop er absolut ikke de eneste, der forventer vækst indenfor private label.

Dansk Handelsblad kunne sidste år som det første medie fortælle, at Salling Group i år lancerer en storstilet ny private label-serie med 6.000 produkter under navnet Salling i Bilka og Føtex.

De første produkter med Salling-mærket er dukket op i butikkerne.

Det sker samtidig med, at koncernen udfaser sit største private label-mærke, Vores.

- Vi tager Vores-mærket, som er vores mærke i midtersegmentet i Føtex og Bilka, og laver det om til Salling og gør det mere lækkert, hvilket klart skal give en vækst, oplyser Salling Groups topchef Per Bank til Fødevarewatch.

Også hos Salling Group lyder privat label-andelen på ca. 30 pct.

Den seneste opgørelse over private label-andele i Danmark fra den internationale private label-organisation PLMA stammer helt tilbage fra 2016, hvor den efter flere års vækst var steget til 32,6 pct. i volumen – altså stort set hver tredje vare – og 26,6 pct. i værdi, svarende til mere end hver fjerde omsætningskrone.

Opdateret 10. nov 2020