Coop topper bæredygtig imagemåling tredje år i træk
Når danskerne tænker bæredygtige virksomheder, er detailvirksomheden Coop for mange forrest i bevidstheden efterfulgt af Rema 1000.
Sådan lyder konklusionen i en ny imageundersøgelse fra det svenske analysehus SB Insigths, som for 10. år i træk udgiver rapporten "Sustainable Brand Index", hvor man undersøger, hvordan forbrugerne rangerer forskellige virksomheder i forhold til bæredygtighed.
SB Insights har i alt spurgt 5.910 danskere om, hvordan de opfatter 224 virksomheder og deres bæredygtighedsprofil. Undersøgelsen omfatter også Sverige, Norge, Finland, Holland og Baltikum
For Coop vedkommende er det tredje år i træk, at virksomheden indtager førstepladsen inden for kategorien "dagligvareforretninger", mens Rema 1000 for andet år i træk lander på 2. pladsen.
På tredjepladsen finder vi det, noget nær, danske nationalklenodie Lego, mens fødevarevirksomhederne Thise og Urtekram tager henholdsvis tredje- og fjerdepladsen på listen.
Coop fører an
Ser man på dagligvarebranchen som helhed, formår Coop generelt at skabe et billede af virksomhedens kæder som bæredygtige.
Det næste dagligvareindslag på listen er nemlig Superbrugsen på niendepladsen, mens Coop-kæderne Irma, Kvickly og Dagli' Brugsen følger på henholdsvis 13., 14. og 15 pladsen. På 17. pladsen finder vi det første indspark fra kollegaerne Salling Group i form af Føtex.
Salling Group som helhed bliver i undersøgelsen vurderet til en samlet 26. plads, hvilket gør selskabet til den højest vurdere virksomhed inden for segmentet "consumer goods corporations".
SB Insights har desuden spurgt forbrugerne i samtlige lande "hvilke mål mener du, at en virksomhed bør prioritere at arbejde med?" i forhold til de globale mål for bæredygtighed nedsat af FN.
Her svarer 40 pct. af de danske respondenter, at "ansvarlig produktion og forbrug" er vigtigt, mens 36 pct. og 32 pct. svarer, at arbejdsforhold og økonomisk vækst samt klimainitiativer fylder for dem.