CBS-rapport: Meny er købmændenes sidste chance

Salling Group 10. apr 2015 -
This describes the image

Dansk Supermarked er ikke alene om at få hæftet et fremtidens taberprædikat på sig i en ny analyse af dagligvaremarkedet, som første gang blev omtalt her i bladet kort før påske.

I rapporten fra Copenhagen Business School, "Effekt & Effektivitet - Dansk Dagligvarehandel 2003-2013", er det faktisk gået endnu hårdere ud over Dagrofa-koncernen og det, der går under betegnelsen den frie sektor - altså købmændene.

Under overskriften "Dagrofa står med store udfordringer" skriver rapportens forfattere, lektorerne Per Østergaard Jacobsen og Mogens Bjerre:

"Den såkaldt ”frie sektor” med Dagrofa i spidsen står umiddelbart som de helt store tabere. Deres meget skiftende butikskoncepter gennem de sidste 25 år har ikke været en succes".

For sent for Meny?

Der er dog også lyspunkter, som nuancerer taber-billedet lidt. Den nye Meny-kæde, der om ganske kort tid får premiere som afløser for den slagne flagskibskæde SuperBest, får pæne ord med på vejen - som en slags redning for sektoren.

"De nye tiltag med Meny synes spændende, men spørgsmålet er om timingen er rigtig, eller om det i virkeligheden er for sent," lyder analysen.

Hos Dagrofa vælger koncernchef Per Thau at forholde sig til de positive dele af vurderingen fra de to CBS-lektorer.

– Vi er glade for, at de ser mulighederne for Dagrofa. Udfordringerne, som vi står over for, har vi besluttet at overkomme, og vi viste i 2014, at vi kunne skabe Danmarks hurtigst voksende dagligvarekæde med en vækst på 18,7 pct. i Kiwi. I 2015 vil vi vise, at det er den helt rigtige timing med lanceringen af Meny som et nyt fødevaremarked, siger Per Thau.

Analysen fra CBS behandler fremtiden for endnu en storaktør på markedet, franchisekæden Rema 1000. Overskriften "Rema 1000 ligner en sikker vinder" siger det hele.

Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk

Foto: Helle-Karin Helstrand

Opdateret 10. nov 2020