Carl's Jr. jagter egnede placeringer
Når året er omme tæller Carl's Jr. 18 restauranter herhjemme. Nøjagtigt som i 2017 bliver det i år til seks nye restauranter for kæden, som åbnede sin første restaurant i Bilka i Næstved Storcenter tilbage i 2013.
Det er Salling Group, der har franchiserettighederne til at etablere Carl's Jr. herhjemme, og her erkender Michael Hald, franchiseansvarlig i Salling Group, at ekspansionstakten til at starte med var højere.
- Vi har meget store ambitioner, og vi havde en forsigtig tro på, at vi kunne have åbnet endnu flere restauranter på nuværende tidspunkt. Netop fordi vi bliver taget så godt imod, og restauranterne klarer sig godt. Men vores største udfordring er at finde de rigtige placeringer til de rigtige priser, og vi har ikke villet gå på kompromis, da placering er alfa og omega for succes. Størrelse, placering og økonomi skal give mening, og derfor takker vi også pænt nej til mange tilbud. Men vi må også erkende, at det bliver sværere og sværere at finde de rigtige placeringer, siger Michael Hald.
Han fortæller, at Carl's Jr. åbner op i alle de Bilka-varehuse, hvor det er muligt, ligesom kæden også har kig på mulige placeringer i tilknytning til større Føtex.
Derudover søger burgerkæden også centrale placeringer i de største byer, i shoppingcentre samt ved trafikerede indfaldsveje, knudepunkter og langs motorvejsnettet E45 og E20.
Og netop nær motorvej og ved stærkt trafikerede færdselsårer åbner Carl's Jr. de kommende to restauranter i Nyborg den 20. september og i Skejby ved Aarhus den 4. oktober.
I Nyborg kommer restauranten til at ligge lige op til motorvejen før Storebæltsbroen, hvor der i forvejen er både Burger King, McDonald's og Sunset Boulevard. Og i Skejby åbner Carl's Jr. nær Ikea, som hvert år har 1 million besøgende.
- Nyborg er et stort pitstop, og jo flere restauranter vi er, jo flere mennesker kan vi også tiltrække. I Skejby åbner vi ved en kæmpe Elgiganten, en Sunset og nær Ikea, Ilva og Jysk, så vi har store forventninger til vores nye restauranter, siger Michael Hald.
Stort potentiale i København
I maj indrykkede Carl's Jr. helsidesannoncer i Børsen, hvor de netop søgte efter egnede lokaler og grunde.
Ifølge Michael Hald skete indrykningen for at gøre ejendomsudviklere opmærksomme på, at Carl's Jr. også er i markedet for at ekspandere, og Salling Groups franchiseansvarlige fortæller, at annonceringen gav masser af henvendelser.
- De fleste tilbud sagde vi nej tak til med det samme, men annonceringen har da også båret en masse spændende projekter med i banken, fortæller Michael Hald.
Han ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvor stor en omsætning Carl's Jr. pt. har herhjemme, men han siger, at han er yderst tilfreds med væksten.
- Hvis det ikke gik godt, åbnede vi nok heller ikke så mange nye restauranter. Så længe vi kan drive en fornuftig forretning, bliver der heller ikke sat spørgsmålstegn ved vores strategi, forklarer Michael Hald.
Senest har Carl's Jr. åbnet ny burgerrestaurant i Holbæk.
Når årets sidste restaurant åbner centralt i Aalborg senere på efteråret, er 13 af kædens 18 restauranter placeret vest for Storebælt.
Samtidig er placeringer i shoppingcentrene Waves i Hundige og Rødovre Centrum indtil videre burgerkædens tætteste placeringer nær København.
- Vi er slet ikke kommet til København endnu, så der ligger et stort marked foran os. Vi er drypvis kommet nærmere, og vi ser et meget stort potentiale i Storkøbenhavn, siger Michael Hald.