Byggekraner skaber forventninger hos varehuschef
En lille, ny bydel udvikler sig i øjeblikket i Aalborgs sydøstlige del. Den ligger på en stor grund, hvor Dansk Eternit havde fabrik ind til for godt ti år siden. Området kaldes i dag Eternitten, og blandt de første, der slog sig ned i bydelen, var Føtex. Det var i maj 2011.
- Vi var tidligt ude, men siden er omsætningen steget støt, siger varehuschef gennem de seneste to år, Lars Rønnov, der ikke vil sætte konkrete tal på sin omsætning.
Fra taget af bygningen har han blandt andet udsigt over byggekraner og halvfærdige bygninger, og det er han rigtigt godt tilfreds med.
- Her ligger allerede ungdomsboliger, lejligheder og kontorbygninger, og mere af samme slags er på vej. Det vil helt sikkert betyde en fortsat positiv udvikling af vores omsætning, siger Lars Rønnov, der også kan se søsterkæden Netto fra taget af sin butik.
Den kom til et års tid efter Føtex, og kunder fra begge butikker parkerer i det overdækkede p-hus.
- Nettos butikschef og jeg har en rigtig god dialog med hinanden, og skulle vi få brug for det, kunne vi også låne varer af hinanden. Det var klart en fordel for os, at der kom endnu en butik. De har deres kunder, og vi har vores, men de to kundegrupper supplerer i den anden butik, siger Lars Rønnov, der oplever kunder komme i Føtex med Netto-poser, ligesom andre kunder går i Netto efter en tur i Føtex.
- Men jeg oplever, at både de unge og børnefamilierne er blevet mere villige til at bruge penge på kvalitet, dyrevelfærd og specialiteter, og vores omsætning stiger inden for de kategorier, siger Lars Rønnov, der netop har afsat et par hyldefag til specialiteter og lokale varer.
"Go local", står der over reolen, hvor blandt andet lokal øl og bolcher fra en lille dansk producent skal have plads om kort tid.
Det lokale købmandskab
- På de hylder kan vi tage lokale hensyn og have nogle af de varer, som netop vores kunder efterspørger, siger varehuschefen.
Han har selv indflydelse på cirka 20 procent af det sortiment, der er i udstillingerne på gulvet og ved endegavle.
- Det kan være varer, som de afdelingsansvarlige har købt gennem en leverandør, der har en aftale med Dansk Supermarked, siger Lars Rønnov.
Eneste krav er, at han får lov af hovedkontoret, hvilket som regel bare en formsag.
- Det skal blandt andet skal sikre, at vi ikke sætter en vare på tilbud, som så kommer i kædens avis nogle uger efter, siger varehuschefen.
- Det lokale købmandsskab er vigtigt for os, og det er lidt sjovere for en afdeling at arbejde med en vare, som medarbejderne selv har bestilt, siger varehuschefen.
Snakker om ledelse
Varehuset har i øjeblikket Runda-knækbrød fra Wasa til 15 kroner, og slik fra Carletti til en 10'er. Tilbud, som kun Føtex på Eternitten har.
- Vi har som regel fire-fem tilbud om ugen, der er vores egne. Når vi nærmer os karnevallet i Aalborg, er det blandt andet spiritus og festivalstole, som vi kan sælge rigtigt mange af, ligesom varehusene i Roskilde og Skanderborg sælger alkohol og gummistøvler op til festivalerne, siger han.
Ideer til varer, der sælger godt i Aalborg-området, kan han blandt andet få fra sine fire Føtex-kolleger i området. De fem varehuschefer mødes nogle gange om året.
- Vi snakker eksempelvis en del om ledelse og lærer af hinanden. Jeg kan også sende en medarbejder videre til et af de andre varehuse, når han eller hun skal have nye udfordringer, for vi er selvfølgelig ikke helt ens, siger han.
Det er også sket, at personale fra eksempelvis produktionsafdelingerne er lånt ud fra det ene varehus til det andet.
- Vi har gang i produktion i både bager og slagter alle ugens syv dage, og er der sygdom i et varehus, hjælper vi hinanden. I perioder har vi fælles markedsføring i de lokale aviser, fortæller Lars Rønnov.
Tekst og foto: Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk