Butikschef på rekordtid

Salling Group 21. okt 2020 -
This describes the image
|||| Foto: Helle-Karin Helstrand|Foto: Helle-Karin Helstrand|||

Biler og cykler suser forbi. Gående er der også mange af på Nørrebrogade i København. Alle passerer de Netto, Fakta, Irma, SuperBrugsen og flere specialbutikker med mad.

Nu har de også fået en Føtex Food.

Den åbnede 1. oktober som kædens butik nummer 21, og butikschefen hedder Magnus Psilander.

- Det er fedt med alle de cykler og gående, der kommer forbi. Det skaber liv, og flere og flere kommer heldigvis ind. Når man hver dag gør sin butik pæn, vil man også gerne vise den frem for kunderne. Det er for dem, man gør indsatsen, smiler Magnus Psilander.

Til trods for at butikken kun er en uge gammel, da Dansk Handelsblad er forbi, viser butikschefen hjemmevant rundt i de smalle gange, mellem de knap to meter høje hylder.

Det er da heller ikke første gang, han er med til at åbne en Føtex Food i den størrelse.

- I 2015 var jeg med til som teamleder at åbne den første af vores i dag 13 små Føtex Food Convenience-butikker. Den ligger på Østerbrogade, siger Magnus Psilander og tilføjer, at en teamleder svarer til en souschef.

I oktober 2017 åbnede han som butikschef - kun 26 år gammel - Føtex Food Convenience på Matthæusgade på Vesterbro og ledede den, til han rykkede til Nørrebro.

- Jeg har da tænkt over, om jeg var for ung til det store ansvar. Men det handler vel om modenhed og kompetencer. Det er spædende at få den mulighed og udfordring, og jeg er lært godt op af de ledere, jeg har haft gennem tiden, siger Magnus Psilander.

En større butik - en gang

Egentlig var det slet ikke meningen, at han skulle ende i dagligvarebranchen, derfor har Magnus Psilander heller ikke en formel uddannelse inden for handel.

- Jeg ville være bygningskonstruktør eller ingeniør og havde i gymnasietiden fritidsjob i Føtex i Vanløse. Der fortsatte jeg på fuld tid i det sabbatår, jeg ville have, inden jeg indledte studierne. Men jeg fandt ud af, at jeg havde flair for arbejdet i butikken, og jeg elsker at arbejde med kunder, siger Magnus Psilander.

Han fik tilbudt en mellemlederstilling i Føtex, og det blev begyndelsen til en karriere i kæden.

- Jeg har været på en lang række af kurser - blandt andet lederkurser - og jeg trives med personaleledelse, uanset om det handler om de unge, hvis liv også er fyldt op med andre ting, end deres fritidsjob - eller ældre medarbejdere, der bringer mere erfaring med. Det handler om at være der, hvor medarbejderen er, og at vise respekt, siger butikschefen.

Han er glad for at arbejde i Salling Group, der ejer Føtex-kæden, og vil gerne fortsætte sin karriere der.

- De kommende år skal jeg være her, hvor jeg er glad for at være. Men jeg udelukker ikke, at jeg på længere sigt gerne vil videre i en større butik, siger Magnus Psilander.

Mere økologi

Lige nu leder han formentlig en af Salling Groups mindste butikker. Godt 250 kvm er butikken på Nørrebrogade.

En Føtex Food har normalt et salgsareal på mellem 800 og 1200 kvm., mens en Føtex Food Convenience kan have et salgsareal, der er betydeligt mindre.

- Det er spændende at have været med til at præge udviklingen i kæden helt fra begyndelsen. Vi har i dag ca. 3200 varenumre, og knap en tredjedel er økologiske. Det er et af de områder, vi har rykket på, så øko-andelen er vokset. Faktisk er der varer, som vi i dag stort set kun har i en økologiske udgave, siger butikschefen og nævner som eksempel tørret pasta.

- Udviklingen af sortimentet er sket løbende, men vi måtte ret hurtigt indse, at vi også i de mindste Føtex Food-butikker er nødt til at have et lille udvalg af nonfoodvarer, som folk ikke kan undvære. En opvaskebørste, toiletpapir og den slags er kravvarer, siger Magnus Psilander.

De små Føtex Food-butikker, der alle ligger i København, har 20 pct. rabat på alle ikke nedsatte økologiske varer tirsdag og torsdag, og det ses på kundekurven.

- Da vi ikke kan tilbyde kunderne parkeringsplads, kommer de gående eller på cykel, så det er klart, at kundekurven ikke er ret stor til daglig. Men tirsdag og torsdag kan jeg se, at kunderne køber ind til hele ugen, og nogle fylder to af de store kundekurve på hjul, siger Magnus Psilander.

De store kundetræk ligger om morgenen, når områdets beboere skal have deres morgenkaffe eller frokosten til at tage med på arbejde.

- Ved frokosttid er der igen et ryk. Skolebørn eller folk, der arbejder i området, som ikke har fået frokosten med. Det sidste store ryk ligger ved fyraften, siger Magnus Psilander.

Han kender af gode grunde ikke sine kunder helt endnu, men den første uge har givet ham en idé.

- Kunderne her går, så vidt jeg kan vurdere nu, efter de samme varer, som mine tidligere kunder på Vesterbro, siger butikschefen.

Den viden er god at have, når han skal bestille varer hjem. Mange af butikkens varer bliver bestilt automatisk, men det gælder ikke ferskvarerne.

- Det er selvfølgelig en udfordring, når man åbner et nyt sted, men vi er vist ved at have styr på det. Som udgangspunkt ligger vores sortiment fast, men vi har fire spaceterminer, hvor sortimentet planlægges og ændres efter blandt andet årstiden. Har vi oplevet efterspørgsel på en vare, vi ikke har, kan vi altid melde ind til baglandet og få en snak om, hvorvidt det er muligt at få en given vare, siger butikschefen.

Convenience og Bourgogne-vine

Når kunderne kommer ind i butikken, mødes de først af en bagerafdeling, der sælger brød fra storebrorkæden Føtex. Helt konkret er det Føtex på Fisketorvet, der leverer til Nørrebrogade.

Lige efter bageren er lange skabskølere med først to go-mad som salater, wraps og sandwich - og derefter et stort udvalg af mad til at tage med hjem og varme.

- Convenienceudvalget og efterspørgslen har udviklet sig markant, siden vi åbnede den første convenience-butik på Østerbro. Der er kommet flere leverandører til, og kvaliteten er blevet betydeligt bedre. Vi vil gerne differentiere os med at tilbyde mad fra Homemate. Det er restaurantkvalitet, og efterspørgslen er stigende, siger butikschefen, der også har en del produkter fra The Protein Kitchen og Cofoco.

Blandt de produkter, der er i vækst, er selvfølgelig også vegetar- og veganerretter.

- Men vi kommer helt sikkert også til at sælge meget vin, siger butikschefen og fremviser en vinafdeling, hvor rosé- og hvidvine sammen med mousserende vine er på køl i et flere meter langt køleskab. På en endegavl er Bourgogne-vine på tilbud fremhævet.

- Vores kunder vil gerne betale for kvalitet, siger Magnus Psilander.

Betalingen foregår ved selvscanningskasser. Dog er der mulighed for at betale med bageren, hvor butikken eneste betjente kasse er.

 

Føtex Food, Nørrebrogade 26

- butikschef Magnus Psilander

- butiksareal: godt 250 kvm.

- ansatte: fire faste plus butikschefen og ca. 18 timelønnede

- åbent alle dage 7-22

 

 

 

 

Opdateret 10. nov 2020