Britisk nej til EU bremser ikke Netto

Salling Group 14. mar 2016 -
This describes the image
Foto: Paul Cooper/Netto

En række danske eksportvirksomheder frygter, at det kan skade deres forretning, hvis et flertal af briterne vælger at sige nej ved den afstemning om et fortsat EU-medlemskab, der finder sted 23. juni.

Men for Dansk Supermarked og partneren Sainsbury’s kommer det ikke til at spille nogen rolle i forhold til discountkæden Nettos fremtid på det britiske marked.

- Afstemning og mulig britisk udtræden af EU har ikke nogen betydning for beslutningen om det videre forløb for Netto UK, siger Mads Hvitved Grand, som er kommunikationsdirektør i Dansk Supermarked Group til Dansk Handelsblad.

Discount har rundet 10 pct.

Discount står aktuelt for den heftigste vækst i Storbritannien, hvor de tyske rivaler Aldi og Lidl vokser med tocifrede procenter. Til sammen har de for nylig rundet 10 pct. af markedet, og Netto kan komme ind som den kun tredje discountkæde i det store land.

I dag er der foreløbig åbnet 13 Netto’er i Nordengland i en indledende testfase, og snart kommer yderligere to til, inden Dansk Supermarked sammen med sin britiske partner afgør, om Netto forbliver i Storbritannien og sætter fuld turbo på en egentlig ekspansion.

Alt peger i retning af, at det kommer til at ske. Som beskrevet tidligere her i bladet har Netto allerede nu sikret sig langt flere placeringer end de 15, der indgår i testfasen.

Netto-medejer Sainsbury’s er imidlertid børsnoteret, og derfor kan en beslutning om udrulning kun komme som en børsmeddelelse. Et godt bud på et tidspunkt er i maj, når Sainsbury’s fremlægger regnskab.

Opdateret 10. nov 2020