Britisk dagligvaregigant skifter topchef til sommer
En af "de fire store" i britisk dagligvarehandel, Sainsbury's, får fra 1. juni ny adm. direktør. Mike Coupe, der har stået i spidsen for Sainsbury's i seks år, forlader posten med udgangen af maj.
Han bliver afløst af en intern kandidat, idet den nye mand på posten som topchef, Simon Roberts, kommer fra en stilling som drifts- og detaildirektør i koncernen.
Sainsbury's er nummer to på det britiske marked med en andel på 15-16 pct.
Coupes afgang har ifølge flere af landets branchemeder været ventet, siden de britiske konkurrencemyndigheder sidste år afviste at lade en planlagt storstilet fusion mellem Sainsbury's og markedets nummer tre, Walmart-ejede Asda, gå igennem.
I pressemeddelelsen fra Sainsbury's om chefskiftet får Coupe pæne ord med på vejen fra sin bestyrelsesformand, Martin Scicluna:
- Mike er en adm. direktør ud over det sædvanlige. Hans kendskab til og forståelse af detailsektoren og forbrugeradfærd er uden sidestykke. Mike har været modig og ambitiøs på vegne af vores aktionærer, kunder og kolleger. Tunge investeringer i convenience-sektoren, e-handel og digital kapacitet, salg af Sainsbury’s apoteksvirksomhed og opkøb af Argos og Nectar har alle været sunde strategiske træk.
Coupe var også manden, der skrev under på en aftale med danske Salling Group om et joint venture, der forsøgsvis skulle sende den danske discountkæde til England midt i 10'erne - et projekt, der siden blev opgivet.