Brian Seemann Broe tilknyttes nystartet konsulentfirma
RelationMedia i Skanderborg udvider porteføljen med etableringen af konsulentvirksomheden RM Consult.
Det sker blandt andet med et særdeles velkendt ansigt i dansk dagligvarehandel.
Brian Seemann Broe, tidligere dansk landechef i Netto gennem mere end fem år, bliver nemlig en del af et rådgiverteam, der tilknyttes RM Consult på freelancebasis.
- Som en del af RM Consult får jeg mulighed for at bidrage til en vifte af kompetente rådgivere, som favner hele paletten af support omkring en given virksomhed. Personligt håber jeg, at min erfaring kan bidrage til resultatoptimering hos vores kunder og hjælpe dem til at tænke ud af boksen gennem workshops, coachingsessions og mentorship sparring, udtaler Brian Seemann Broe, der har titel af freelance executive konsulent i det nystartet firma.
Etableringen af RM Consult sker som en naturlig følge af de strømninger, der løber gennem arbejdsmarkedet, hvor flere og flere virksomheder benytter sig af freelance-rådgivning.
RM Consult tilbyder freelance-konsulenter på executive niveau, der hver især har en lang erfaring fra de største FMCG virksomheder og retailers i Skandinavien.
Hovedfokus er på strategisk sparring, key-note speaking og konsulentbistand af kortere eller længere varighed.