Brand i Bilka: Medarbejdere rykkede ud midt om natten
-
50 medarbejdere reddede madvarer for et millionbeløb
Cirka 50 medarbejdere trådte til i løbet af natten til den 19. august, da der opstod band i en el-tavle i Bilka i Odense. Det lykkedes at redde madvarer for et millionbeløb.
Det skriver Fyens Stiftstidende om branden, der udbrød kort før lukketid torsdag i sidste uge.
El-tavlen styrer alle køle-og fryseanlæg i varehuset, som på grund af branden blev sat ud af drift. Varehuset har ikke tidligere oplevet en tilsvarende situation.
Varehuschef Tonny Drachmann modtog meldingen om branden fra Beredskab Fyn. Sammen med en kollega kontaktede han omkring 50 medarbejdere for at mobilisere en redningsaktion af maden i fryse- og kølediske.
Til avisen fortæller han, at alle var under stort tidspres, da temperaturen begynder at stige, så snart kølingen er gået i stå.
Gennem kædens logistikafdeling blev der tilkaldt hjælp, og eksterne køle-og frostvogne rullede afsted fra Horsens, Odense og Vejle mod Bilka.
- På grund af den enorme indsats, som vores medarbejdere og alle vores kollegaer rundt omkring i koncernen ydede, lykkedes vi med at redde varerne, siger han til Fyens Stiftstidende.
Enkelte varer måtte dog destrueres af hensyn til fødevaresikkerheden.
Siden branden har Bilka arbejdet i døgndrift hver dag og nat for at få anlæggene op at køre igen. Køl, kød og delikatesse fungerer igen. Men fryseanlægget står først klar igen i løbet af halvanden uge, da det kræver en specialbygget el-tavle.
Ifølge varehuschefen skyldes branden højest sandsynligt en overbelastning.