Bilka.dk gået i sort - kører igen
På det værst tænkelige tidspunkt har både Bilka.dk og Foetex.dk bogstavligt været i sort som følge af et hackerangreb imod Dansk Supermarkeds to netportaler.
Nu virker begge portaler dog igen her kl. ca. 10.40.
På Bilka.dk fremgik det tidligere, at siden var ved at blive opdateret, og i stedet forsøgte Dansk Supermarked at omdirigere onlinetrafikken til Wupti.com, der ligeledes er ejet af koncernen.
Også Foetex.dk har været ramt af hackerangrebet, men er nu oppe igen.
Dansk Supermarked Group oplyser i tidligere udsendt en pressemeddelelse, at nedbruddet skyldes et "cyper-connection" angreb, der populært sagt er et forsøg på at lukke et websted eller web-server ned ved at overbelaste siden med autogeneret trafik.
Kunder på de to onlinebutikker har ingen grund til bekymring, da hackerangrebet ikke har ramt kundernes kontooplysninger, oplyser Dansk Supermarked.
Sidste år købte danskerne for 2 mia. kr. på Black Friday, der er gået hen og blevet danskernes allerstørste shoppedag.
Hvad nedbruddet kommer til at koste Dansk Supermarked i tabt onlineomsætning, er endnu uvist, men på koncernens hovedkontor i Aarhus krydser alle formentlig fingre for, at begge portaler er oppe at køre igen og wupti.com undgår et tilsvarende nedbrud.