Bilka vil ekspandere med net af pick up-stationer
Som planloven ser ud i dag, har Salling Group stort set ingen mulighed for at udvide Bilka-kæden med flere butikker.
Men nu har kædedirektør Mark Nielsen fundet en udvej til at komme tættere på flere potentielle kunder: en pick up-station, hvor Bilka To Go-kunder kan hente varer, som de har bestilt på nettet.
- Med Bilka To Go-containere kan jeg få en Bilka, hvor jeg vil, og jeg forventer, at containerne kan være med til at bringe onlinehandlen op på 10 pct. af Bilkas dagligvareomsætning om fem år, siger han.
For kort tid siden blev den første pick up-container placeret ved indgangen til Salling Groups hovedkvarter i Aarslev ved Aarhus. Målet er, at medarbejderne på hovedkontoret skal teste tilbuddet fra uge 3 næste år.
Dernæst er planen, at konceptet skal testes på en større virksomhed, inden det rulles ud flere steder i landet.
- Jeg regner med, at der om et år står mellem fem og ti containere rundt omkring i landet ved store virksomheder eller trafikknudepunkter, hvis testen retfærdiggør dens berettigelse siger kædedirektøren.
Bilka introducerede sit onlinekoncept med dagligvarer, Bilka To Go, sidste år, og i begyndelsen af 2019 var konceptet rullet ud i alle varehuse. 4 pct. af Bilka dagligvareomsætning kommer nu fra onlinekunder.
- 75 pct. af kunderne er nye kunder. Vi har fået mange børnefamilier den vej. De har ikke tid til at tage i Bilka, men når de kan handle fra sofaen, har de både tid til at tjekke køleskabet og finde ud af, om der mangler vaskepulver. To Go er vores skarpeste våben mod discounterne, siger Mark Nielsen.