Bilka udskifter chefen i kædens første varehus
48-årige Søren Hostrup afløser Claus Dahl som varehuschef i det allerførste Bilka, det 50 år gamle hypermarked i Aarhus-bydelen Tilst.
Søren Hostrup kommer ifølge Aarhus Stiftstidende med erfaring fra omkring 30 år i forskellige Bilka og Føtex'er flere steder i landet.
Senest har han været varehuschef i Bilka i Holstebro, og han har bl.a. også en fortid som regionschef for Fyn og Sydjylland i Føtex.
-Søren Hostrup kommer med en lang erfaring, som vi helt sikkert får glæde af i Bilka Tilst. Han skal være med til både at fastholde og udvikle den gode kundeservice, det gode arbejdsmiljø og den høje butiksstandard, som Bilka er kendt for, siger Anders Bo Hørsted, der er Head of Retail i Bilka og ansvarlig for Bilka Tilst til avisen.
Bilka i Tilst hører til kædens største varehuse med ca. 600 medarbejdere.