Bilka og wupti kan gå i online-top 5
Med onsdagens køb af wupti.com kan Dansk Supermarked rykke op i top 5 på onlinehandel herhjemme - og i top 3 blandt de danskejede ehandels-virksomheder.
Bilka.dk er nummer 10 og wupti.com nummer 12 blandt de 20 mest brugte i brancheorganisationen FDIHs e-handelsanalyse for 2014.
På et meget fragmenteret marked med små markedsandele når de til sammen knap 2 pct. af handlerne, og det vil alt andet lige indbringe en plads som nummer 5 efter Amazon, Saxo, Zalando og Elgiganten.
Hos FDIH tager kommunikationschef Henrik Theil positivt imod nyheden om den store handel.
- Vi har ikke omsætningstallene, så det kan vi ikke gætte os til. Men da både Bilka og Wupti er blandt de 20 netbutikker hvor danskerne handler oftest, så er der udsigt til en markant styrkelse af Dansk Supermarked på nettet, uanset om de slår bilka.dk og Wupti sammen eller lader dem fortsætte med egne brands, siger han.
- I forhold til de mange udenlandske netbutikker på top 20, så er det fint, at der sker en styrkelse af danske netbutikker, så de øger deres konkurrencekraft, mener han.