Bilka øger salg med nyt koncept

Salling Group 28. jun 2017 -
This describes the image
Bilka er i dag indrettet med universer, f.eks. dyremad, som planlægges i samarbejde med leverandører. Foto: Bilka
Skrevet af: Henrik Denman

Bilka er godt i gang med at omdanne varehusene til det nye koncept, som bærer navnet Bilka Future Store.

Varehuskæden kan allerede nu konstatere, at ombygningen af varehusene virker.

– Vi har et bedre salg i vores future-butikker, sagde Morten Villum, der er head of retail i Bilka, på konferencen ”Øg salget i the moment of truth”, arrangeret af Nielsen.

Bilka har tydeligt mærket, at danskerne efter kriseårene er blevet mere tilbageholdende, og de køber flere varer på nettet.

Bilka har derfor forladt konceptet om at have alt under et tag.

– Det er ikke relevant længere. I stedet er Bilka Future Store bygget op om nogle destinationskategorier, hvor vi har udvalgt nogle områder, hvor vi skal være meget stærke på, mens andre områder enten er taget ud eller bragt ned på en minimum, siger Morten Villum.

Stærke universer
Bilka sigter i dag mod at være det foretrukne indkøbssted for familien, sådan at der er varegrupper, som især appellerer til henholdsvis faren, moren og børnene samt til familien som en helhed.

Konceptet understøttes af det reklameunivers, som er bygget op omkring Far Til Fjorten, der bl.a kan ses på tv-reklamer.

Elektronik og grill er oplagte vareområder, der appellerer til familiefaren, lys og servietter interesserer moren, og børnene vil gerne bruge tid i den udbyggede legetøjsafdeling med et stort område dedikeret specielt til Lego og Disney.

– Vi har skabt nogle universer i butikken, hvor kunderne kan se varerne i universet på tre sider. Vi har desuden bygget områder op i tæt samarbejde med leverandører, f.eks. inden for kaffe, beauty-området, juice og mejeri, forklarede Morten Villum.

Det store udvalg af dagligvarer suppleres med aktiviteter og events. Bilka har etableret en eventafdeling i Aarhus, der samarbejder med leverandørerne.

Desuden her kæden flere nye initiativer på vej, som skal udbygge positionen som en stærk multichannel-aktør, og kæden tester for tiden click & collect onlinekonceptet BilkaToGo.

Opdateret 10. nov 2020