Bilka lærer flygtninge dansk fra dag ét
Dansk Supermarked har før taget flygtninge i praktik i sine varehuse. Men nu har dagligvarekoncernen indledt et nyt og anderledes projekt i samarbejde med flere af landets kommuner.
Det nye er, at flygtningene kommer ud i varehusene, før de har lært et eneste ord dansk, og det betyder, at de lærer sproget dobbelt så hurtigt.
- Når vi i tidligere projekter fik flygtninge i praktik, havde de typisk gået på sprogskole i to eller tre år - ofte uden at have lært ret meget. I dag kommer de i praktik hos os, før de begynder på sprogskole. Dagen i varehuset er delt op mellem praktik og sprogskole, og alt tyder på, at de lærer sproget meget hurtigere, fortæller HR Diversity Partner i Dansk Supermarked, Annette Vittrup.
- Praktikanterne fortæller mig, at det vigtige for dem er, at de hører de danske ord blive udtalt gang på gang af kunder og personale. En af vores praktikanter er netop blevet interviewet til tv. Det foregik på dansk, fortæller Annette Vittrup.
Klar til det danske arbejdsmarked
Bilka i Kolding modtog i april 11 syriske flygtninge, og allerede efter fem måneder havde de bestået de første to af i alt seks dansk-moduler. Det normale er, at flygtninge bruger et halvt år på hvert modul. Nu har to af syrerne fået job i andre virksomheder.
- Når de alene går på sprogskolen, bliver de lullet lidt i søvn, og derudover omgås de hovedsageligt kun andre, der ikke taler dansk. Når vi får dem fra begyndelsen, bliver de i det arbejdsmode, som de har med hjemmefra. Måske kan det at komme hurtigt i gang betyde, at de får færre symptomer på posttraumatisk stress, og samtidig er de hurtigere rustede til at komme ud på det danske arbejdsmarked, siger Annette Vittrup, der - ud over at koordinere Dansk Supermarkeds indsats på landsplan - også er koordinator i varehuset i Kolding.
Har hårde oplevelser med sig
En flygtning bliver koblet på en medarbejder, der skal støtte dem i hverdagen - både sprogligt og praktisk.
- Langt de fleste syrere taler engelsk, og det gav et lille problem. Vores medarbejdere talte i begyndelsen engelsk til dem for at hjælpe, men så måtte jeg sige, at det skulle foregå på dansk - det er jo det, de skal lære, smiler Annette Vittrup og tilføjer, at flygtningen og medarbejderen til sammen udfører en medarbejders arbejde.
- Så flygtningene giver os ikke ekstra arbejdskraft. Det er nok heller ikke sandsynligt, at ret mange af dem vil fortsætte her, da de er højt uddannede, siger Annette Vittrup og tilføjer, at nogle få måske vil være interesseret i en deltidsstilling i en periode.
- Den ydelse, de får fra det offentlige er ikke ret høj, så de vil være bedre tjent med at arbejde nogle timer, og de vil gerne kunne klare sig selv. Men måske er deres koner og børn potentielle medarbejdere, når de får familiesammenføring, siger Annette Vittrup.
Personlig udvikling
Udover at alle er koblet til en fast medarbejder, er der i hvert varehus en chef som koordinator.
- De syriske flygtninge har oplevet meget svære ting, og ind i mellem får de også et telefonopkald om et familiemedlem, der er dræbt eller såret i Syrien. Det skal den tilknyttede medarbejde ikke tage sig af. Det er den ansvarlige koordinators opgave, siger Annette Vittrup.
Hun mener, at Dansk Supermarked som en af landets største virksomheder har et socialt ansvar, men hun tror på, at koncernen samtidig får goodwill for at påtage sig det ansvar.
- Derudover oplever jeg, at de medarbejdere, der er knyttet til en flygtning, udvikler sig personligt og får en større livsværdi og arbejdsglæde. Det gavner også varehuset, selv om det er svært at måle sådan noget på bundlinjen, siger Annette Vittrup.
Hun har ikke blandt medarbejderne oplevet nogen modstand mod flygtningene.
- Det kan da godt være, at nogle generelt er i mod, at der kommer flygtninge til landet. Men det gælder jo ikke de flygtninge, som de arbejder sammen med. Dem kender de, og så er det noget helt andet, smiler Anette Vittrup.
Af Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk
Fakta om integrationsprojektet:
- er et samarbejde mellem Dansk Supermarked og kommunernes jobcentre
- alle flygtninge har fået opholds- og arbejdstilladelse
- praktikanterne arbejder i tre timer og får undervisning i tre timer - alt sammen i varehuset
- sprogundervisningen varetages af den sprogskole, som det enkelte jobcenter arbejder sammen med
- i øjeblikket er i alt 15 syrere i praktik i Bilka Kolding og i Føtex Kalundborg
- i oktober etableres hold på mellem 10 og 15 flygtninge fra blandt andet Eritrea og Syrien i Bilka og de største Føtex-varehuse i Odense, Assens, Aarhus, Roskilde og Frederiksberg
- muligvis skal nogle i praktik i Netto, mens sprogundervisningen skal ske i en nærliggende Føtex
- det samlede antal flygtninge i Dansk Supermarked vil afhænge af Jobcentrenes behov, og hvor mange praktikanter varehusene har i forvejen. Forholdet mellem praktikanter og faste medarbejdere er fastsat ved lov
Foto: Dansk Supermarked
Til venstre Naji Hasan Hemsh, 34 år, sammen med Annette Vittrup og Mohammad Nazir Salaheddin Arar på 43 år.