Bilka introducerer loyalitetsprogram a la Føtex
Loyalitetsprogrammer er blevet et konkurrenceparameter, og nu vil Salling Group være med. Senest med Bilka Plus-app'en, der åbner i dag.
Mens Coop har stor succes med sit medlemsprogram, der har 1,9 mio. medlemmer, har Salling Group ind til for få uger siden ikke haft et loyalitetsprogram.
For to uger siden lancerede Føtex app'en Føtex Plus med personlige tilbud, baseret på bonanalyser og en mulighed for at få refunderet penge for en dårlig vare blot ved at sende et foto og bonen via app'en.
Læs også: Føtex-app leverer helt personlige tilbud
Nu følger Bilka efter med en lignende app, Bilka Plus, og et tilsvarende loyalitetsprogram, som marketingchef hos Bilka & BR, Salling Group, Tore Nederland, på sin LinkedIn-profil kalder "hele Danmarks tilbudsklub":
"Så er vi klar til at slå alle rekorder for medlemsprogrammer, når vi lancerer den nye Bilka Plus-app i morgen! Bilka Plus er hele Danmarks tilbudsklub - og jeg synes selv, at vores “åbningstilbud” er blevet helt skarpe. Jeg glæder mig til at se hvad kunderne synes," skriver han blandt andet på LinkedIn 25. juni.
Bilka Plus giver blandt andet en procentrabat på en række varer, fremgår det af kædens tilbudsavis. App'en kan dog endnu ikke benyttes på Bilka To Go og Bilka.dk.
Efter godt en uge havde 337.000 downloadet Føtex Plus.
Læs også: Detailhandelsekspert: Loyalitetsapps flytter kunder