Bilka har halveret madspildet på få år
Et større fokus på madspild, bedre systemer, oftere varelevering og bedre udnyttelse af kasserede varer, som ingenting fejler, betyder, at der i Bilka ikke længere smides lige så meget mad ud som før.
Fra 2014 til 2018 har Bilka-varehusene tilsammen reduceret spildet af mad med 4.193 ton, hvilket svarer til en reducering på 52 pct. eller ca. 33.544.000 pakker spegepølse, oplyser Bilka i en pressemeddelelse.
- Vi er selvfølgelig glade for, at vi på så relativt kort tid har halveret mængden af det mad, vi smider ud. Alle Bilka-varehuse har gjort en enorm indsats, og det fortsætter naturligvis, siger Bilkas direktør, Mark Nielsen.
Madspild mod nye mål
Blandt de væsentligste forklaringer på det markante dyk i Bilkas madspild er, at Bilka er blevet forsynet med et bedre it-system, der gør det lettere at forudsige, hvor mange varer, der skal bestilles hjem.
Derudover er Bilka også blevet bedre til at udnytte de varer, som før ville være havnet i skraldespanden, men som ingenting fejler.
F.eks. bliver en bulet pakke kylling eller et salathoved, hvor emballagen er brudt, nu udnyttet i varehusets egen bistro og delikatesse, oplyser Bilka.
Salling Group har i tråd med FN's verdensmål forpligtiget sig til at halvere virksomhedens madspild inden 2030, men fordi Bilka allerede nu 12 år før tid når det mål, sætter kæden nu et nyt mål.
Inden 2030 vil Bilka således lave en halvering af halveringen. Det mål betyder en reducering af madspildet på 75 pct. sammenlignet med 2014.
Netto halter efter
Mens Bilka har præsteret den procentvise største reduktion siden 2014, er Føtex den af Salling Groups tre kæder, der har nedbragt den største mængde kasseret mad, nemlig 6.399 tons indtil udgangen af 2017.
Føtex har reduceret madspild med over 40 pct.
Omvendt har Salling Groups største kæde Netto med snart 500 butikker herhjemme "blot" reduceret madspildet med 1.823 tons fra 2014 til udgangen af 2017, viser Salling Groups seneste CSR-rapport.