Bilka accepterer millionbøde
Forbrugerombudsmanden politianmeldte i december 2019 Salling Group, som driver og ejer Bilka-kæden, for flere tilfælde af vildledende markedsføring.
Bilka havde markedsført grill, cykler og støvsugere med besparelser, der ikke var reelle. F.eks. blev grillene af mærket Char-broil over en periode på næsten et år, fra 2018 til 2019, vedvarende markedsført i Bilkas tilbudsaviser som tilbud med besparelser på over 50 pct. i kombinationer med forskelligt grill-tilbehør.
Et af forholdene var en Char-broil Platinum 4400 Grill, der blev markedsført som et kombinationstilbud til 6.999 kr., hvis man købte betræk og rotisseri med. Normalprisen for kombinationen blev samtidig oplyst til 18.397, og grillen alene stod til 16.999 kr.
Vildleder forbrugeren
Forbrugerombudsmanden har vurderet, at prisen for grillen uden udstyr ikke var en reel pris, da ingen forbruger ville købe grillen til den pris, når de kunne få grill-tilbehør med og betale over 10.000 kr. mindre. Prisen kunne derfor ikke danne grundlag for en prissammenligning og et besparelsesudsagn.
Bilka har nu accepteret at betale en bøde på 3 mio. kr.
- Det er desværre ikke første gang, at virksomheder føler sig fristet til at markedsføre varer med urealistiske normalpriser. Det må man naturligvis ikke. Forbrugerne må ikke vildledes til at tro, at et tilbud er bedre, end det er, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.