Bankuddannet HR-chef skal stå for Wuptis genfødsel

Salling Group 25. mar 2019 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen

Salling Groups Wupti har i flere år ligget på top-20 over mest brugte webshops i Foreningen for Dansk Internet Handels markedsanalyser, men sidste år blev den danske onlineplatform skubbet ud i kulden.

Ved årsskiftet har en ny direktør sat sig for bordenden. Jette Radich skal forsøge at løfte opgaven, som tidligere topchef Michael Ejby stillede: at gøre Wupti til en dansk konkurrent til kæmpen Amazon.

40-årige Jette Radich gjorde sig grundige overvejelser, inden hun takkede ja til stillingen som ny adm. direktør for Wupti. Som HR-chef på Salling Groups hovedkontor i Årslev uden for Aarhus tænkte hun ikke på sine egne ambitioner, men på hvad der var bedst for virksomheden.

- Jeg ville det rigtig gerne. Jeg ville bare være sikker på, det også var det, Wupti havde brug for. Jeg tror, jeg kan tilføre noget blandt andet på ledelsesfronten, og så kender jeg hele organisationen rigtig godt og oplever stor opbakning hele vejen rundt. Det, sammenholdt med et stærkt Wupti-team, gjorde, at jeg sagde ja, siger hun.

Læs også: Salling Group genstarter forsømt markedsplads

Jette Radichs vej til topposten i en af landets store onlinevirksomheder har været noget utraditionel.

Hun er oprindeligt bankuddannet og har arbejdet en del år i Danske Bank, både som privat- og erhvervsrådgiver. I midten af 00’erne skiftede hun jobbet som filialdirektør ud og blev senere HR-chef i Danske Bank, inden hun i 2014 kom til Salling Group, dengang Dansk Supermarked. Og nu kan hun føje e-handelsdirektør til CV’et.

Markedsplads skal skabe vækst

Netop FDIH’s analyse af, hvilke netbutikker der er mest populære – og at Wupti siden 2015 er gået fra en 12.- til en 13.- til en 16.-plads til at forsvinde helt ud i 2018 – er noget, Jette Radich har bidt mærke i.

Noget af udviklingen kan forklares med den hastige fremgang hos internationale aktører som Zalando, Wish og Amazon, men Wupti har også selv et ansvar.

- I foråret 2017 starter vi Wupti Markedsplads og siger, vi skal slå Amazon. Jeg tror, at vi i forlængelse af lanceringen ikke rigtig fik synliggjort, hvor meget vi egentlig gik og lavede, og så forsvandt vi lidt. Det, tror jeg, er bevæggrunden – der blev ikke gjort nok for at fortælle vores historie, siger hun og tilføjer:

- Vi har ikke været gode nok til at sælge os selv. For vi er ikke blevet ringere, vi har leveret et supergodt resultat i 2018. Der er ikke noget, jeg synes, det kunne være en god ide at holde mund med, så det er ærgerligt, vi ikke har kommunikeret mere, for vi har en rigtig god forretning.

Læs også: Wupti vil slå Amazon med dansk service

Wuptis platform består af to kanaler: varer, som Wupti sælger i eget regi, og varer, som eksterne sælgere forhandler på siden mod kommission.

Selv om kerneforretningen stadig er Wuptis eget salg, er det på markedspladsen, væksten skal hentes, lyder det fra den nye direktør.

- Vi er klart størst på vores egen kerneforretning, men vi ser en unik mulighed i markedspladsen. Der ligger rigtig meget vækstpotentiale i at hægte andre sælgere på. Det skaber volumen, så vi sammen kan vokse endnu mere. Jeg er selvfølgelig altid i dialog med leverandører til Wuptis egen forretning, men jeg er mere i dialog om, om det giver mere mening for dem at sælge på markedspladsen. Det er markedspladsen, der har mit fulde fokus. Det er det, vi skal vokse på, siger Jette Radich.

Slut med hash og nøgler

Markedspladsen kan snart fejre toårs fødselsdag, og der er endelig ved at være fuld damp på kedlerne, så man også har noget at gå til nye leverandører, kunder og medier med. Men det bliver uden Wupti-Pede, som kickstartede netbutikkens omsætning i starten af 10’erne.

- Det bliver ikke hash og nøgler. Dengang var det skævt og fantastisk; men nu, hvor vi også har nogle tyske, engelske og hollandske virksomheder på siden, er der nødt til at være en anden form for professionalisme, uden at det skal lyde tørt og kedeligt. Men det er ikke sikkert, de vil købe ind på den gimmick, siger Jette Radich.

I stedet kommer to nye slogans til at sætte kursen i Wuptis nye brandingstrategi.

- Det er en del af vores plan for de næste tre år. Det ene slogan er ”Wupti, vi har nemlig alt – næsten”. Vi vil ikke sige, at vi har alt, du har brug for, for vi skal nok få skudt i skoene, at der er et bestemt produkt, vi ikke har, griner hun og fortsætter:

- Og så siger vi ”Wupti – så let er det”. Hvis man bare slår ordet op, betyder det nemt og simpelt. Og det passer godt til os. Det er let og hurtigt at komme på vores markedsplads som sælger, og det skal være let at handle hos os.

Jette Radich er dog meget bevidst om, at hendes job ikke kun er at samle tropperne internt i Wupti, men også at begynde forfra med at vise Wuptis ansigt udadtil.

- Wupti forsvandt aldrig, men det gjorde den bare lidt alligevel. Og det er møgærgerligt, for det har den slet ikke fortjent. Men det har vi nok selv været skyld i. Jeg tror, vi har nogle gode muligheder for at brande os nu. Det er bare altid sværere, når der har været lidt stille.

Wupti – en del af Salling Group?

De øvrige forretninger i koncernen reklamerer meget tydeligt med, at de er ”en del af Salling Group”; men går man ind på wupti.com i dag, er der ingen henvisning til, at onlinevirksomheden er en del af Danmarks største dagligvarekoncern. Jette Radich agter at lave om på det image, Wupti har både internt og eksternt.

- Udadtil har jeg en kæmpeopgave i at få brandet, at vi er mere end elektronik og hårde hvidevarer – at vi er en del af Salling Group og har de synergier, der kommer. De penge, der er tjent i Wupti, bruges ligeså aktivt i Salling Groups donationer til samfundet. Jeg tror ikke engang, det er alle, der ved, vi er en del af Salling Group, siger hun.

- Det er noget, vi skal have italesat. Kunne vi have startet på den rejse lidt før? Ja, det synes jeg godt, vi kunne, men det gjorde vi af en eller anden årsag ikke, siger Jette Radich.

Læs også: Analyse: Wuptis genkomst kræver helhjertet indsats

Indadtil ser hun sin erfaring fra ledelsesgangen som en måde at være talerør mellem onlineforretningen og hovedkontoret, som mentalt har været langt fra hinanden. Og hun har stadig HR-kasketten i baglommen, selv om hun nu sidder som adm. direktør.

- For mit eget vedkommende er det utrolig vigtigt at få lov til at sætte retningen og lede gennem andre. Få mulighed for at se folk udnytte det potentiale, de ikke altid selv ved, de har. Der er rigtig mange ting fra HR, som følger med ind i rollen som direktør for Wupti. Den helt store forskel er, at jeg nu bliver holdt ansvarlig for de beslutninger, jeg træffer. Det er vanvittig sjovt, siger Wuptis nye topchef.

Opdateret 10. nov 2020