Per Bank tager afstand fra Mette F-forside på kundemagasin
-
Netto får skarp kritik for at bringe en ukritisk forside af Mette Frederiksen på forsiden af kædens kundemagasin. Salling Groups topchef mener, objektiviteten burde have været overvejet nærmere
Det har vakt opsigt, vrede og forundring, at landets statsminister pryder forsiden på Nettos gratis kundemagasin Lime med teksten "Hele Danmarks Mette".
Kritikken kommer blandt andet fra den tidligere justitsmininister og Venstre-profil Søren Pind, der ytrer sig skarpt med ordene: "Det her kunne Socialdemokratiet ikke købe sig til".
Nettos kundemagasin har tidligere haft politikere som Pernille Skipper og Inger Støjberg på forsiden, men den her gang, mener Salling Groups topchef Per Bank, at OTW, der udgiver magasinet, er gået for vidt.
- Redaktionel produktion af magasinet varetages af eksternt contentbureau, der i dette tilfælde burde have overvejet objektiviteten nærmere, skriver Per Bank på Twitter.
Løve: Netto er politisk uafhængig
Kristian Madsen, chefredaktør og adm. direktør på A4 Medier, har også kritiseret forsiden på Lime med ordene "Netto er gået all-in i kundemagasinet.
Netto-direktør Michael Løve svarer tilbage på kritikken:
- Lime er et kundemagasin til kvinder med en uafhængig redaktion. Der er lavet mange portrætter af kvinder gennem årene. Det ændrer ikke på, at Netto er politisk uafhængig, selvom overskriften nok kunne have været mere neutral, skriver Michael Løve på Twitter.
Per Bank er i øvrigt gift med Venstres folketingspolitiker Heidi Bank.