Per Bank slår højdespringeren Høgsted som superbrand

Salling Group 27. feb 2020 -
This describes the image
Tidligere ærkerivaler samarbejder nu om digitalisering af kundevognen i Netto Fotomontage: Salling Group og Henrik Frydkjær

På en frisk liste over toplederne i rollen som "superbrands" fra medieovervågningstjenesten Infomedia lander både Per Bank, adm. direktør i Salling Group, og hans kollega og ærkerival, Peter Høgsted fra Coop, i den bedste halvdel.

Per Bank er nummer 11 af 40 topchefer i de største danske virksomheder i "CEO Superbrands 2019" og Peter Høgsted nummer 14.

Leverandørsiden af dagligvarebranchen er imidlertid også repræsenteret via hollandske Cees't Hart, Carlsberg, på en plads mellem de to som nummer 12 og Jais Valeur fra Danish Crown som nummer 20.

De bliver imidlertid alle slået af Legos adm. direktør, Niels Bjørn Christiansen, som er listens nummer ni. Lego er mest kendt som førende internationalt på sit felt, men er også leverandør til et antal dagligvarekæder herhjemme.

Listen toppes af Lars Fruergaard Jørgensen, øverste chef i landets mest værdifulde selskab, Novo Nordisk.

Top 20 er udvalgt blandt de 40 største danske virksomheders topledere, og listen er sammensat af CEO'ernes synlighed i medierne i kombination med et ekspertpanels vurderinger.

Høgsted springer højt

Det er i den grad ekspertpanelets vurderinger, der løfter de to dagligvare-topchefer op i den bedste halvdel af feltet i undersøgelsen, for målt på medie-synligheden scorer de ikke højt.

Peter Høgsted får imidlertid tildelt titlen som "årets højdespringer" med følgende omtale:

"Peter Høgsted, som sidste år oplevede modgang på grund af oprør i Coop-baglandet og svigtende resultater, er i år rykket 16 pladser op ad listen – fra en 30. plads til en 14. plads. Placeringen skyldes primært, at vores ekspertpanel scorer ham højt, måske pga. nye grønne tiltag som beslutningen om at stoppe produktionen af tilbudsaviser".

Den sidste detalje er nu ikke helt korrekt. Høgsted foreslår derimod et forbud mod tilbudsaviserne.

 

 

 

Opdateret 10. nov 2020