Arla og Bilka i fælles genbrugsfront

Salling Group 5. jan 2017 -
This describes the image
Foto: Arla
Skrevet af: Søren Tougaard

Danmark er det land i EU, der genanvender mindst plast, selv om plastaffald ellers indeholder masser af anvendelsesmuligheder og er en stor synder i forhold til klima og miljø.

Derfor sætter Arla og Bilka igen i år fokus på i en fælles indsamling af plastiklåg fra Arlas mælkeprodukter, så de kan blive genanvendt til bl.a. Arlas grønne mælkekasser.

Ifølge Morten Wagner, der er varehuschef i Bilka Odense og ansvarlig for Bilkas CSR-samarbejder, støtter hypermarkedets kunder op om initiativet.

- Vi har efterhånden fået etableret en tradition, så danskerne ved, at de kan aflevere deres mælkelåg i Bilka. Vi ser både skoleklasser, institutioner og familier, som samler låg gennem længere tid og afleverer dem i Bilka. Det er vi utroligt glade for, da vi har mange kunder igennem vores butikker, så det er oplagt, at vi hjælper med at sikre, at en stor del af lågene genanvendes, siger han.

Overgå 2015

Ambitionen for årets indsamling er at overgå resultatet i 2016. Her afleverede danskerne knap en halv million plastiklåg fra Arlas mælkeprodukter i Bilkas 18 hypermarkeder rundt om i landet.

- Vi er rigtigt glade for, at Bilka igen vil være med til at samle lågene ind, så færre ender i forbrændingen. For emballage spiller en vigtig rolle i Arlas indsats for at reducere spild og gøre en grøn forskel. Vores øko-mælkekartoner er fremstillet af naturlige materialer, som mindsker CO2-udledningen med hele 20 pct. Og vores plastiklåg er lavet af fornybar plast, så de skærer også en luns af CO2-udledningen og kan bruges igen og igen, udtaler Jakob Knudsen, direktør i Arla Danmark.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?