Ansvarlighed lokker topcheferne frem

Salling Group 15. mar 2019 -
This describes the image
Ansvarshavende redaktør på Dansk Handelsblad Jesper Veber Knudsen Foto: Ulrik Samsøe Figen

For tiden er der ikke noget, der samler dagligvarebranchen herhjemme og i resten af den vestlige verden så godt, som ønsket om at skabe en bedre verden.

For de af os, der ikke ligefrem er født i går, kan det unægtelig være lidt svært at vænne sig til, hvor hurtigt det er gået med det hamskifte.

Vi troede måske, at vi kendte dem. Men nu er der gået inflation i de tiltag, der er nødvendige for at få milliardvirksomheder til at fremstå som super-ansvarlige. Og helst lidt mere ansvarlige end konkurrenterne.

Når de hjemlige andelsgiganter, Danish Crown og Arla Foods, med få dages mellemrum her i begyndelsen af marts lancerer storstilede planer for at blive CO2-neutrale og dermed meget mere bæredygtige, er det blandt andet et udtryk for, at de har læst markederne og forstået, at der er nogle meget store bevægelser i gang, som man gør bedst i at omfavne. Også selv om ejer-baglandet af landmænd måske ikke ligefrem har ønsket sig det.

- Jeg tror simpelthen ikke, at man på langt sigt har en chance som virksomhed, medmindre man tager det her seriøst og viser, at man arbejder sig i retning af at blive CO2-neutral. Man risikerer at blive fravalgt af forbrugerne, hvis man står stille på det her område, sagde Arlas topchef Peder Tuborgh til Finans.

Leverandørvirksomhederne er slået ind på den vej, og det er dagligvarehandelen, der er endnu tættere på forbrugerne, naturligvis også. Det kan ikke have undgået nogens opmærksomhed.

Vi mærker det i den grad i det daglige arbejde her på bladet. For lysten til at fortælle en hel masse om store og små ansvarligheds-initiativer - og helst kun dem - er stor i branchen.

Meget større end lysten til at stille op, når sammenhængene er mere komplekse - og drevet af hensyn til virksomhedens egen indtjening. Og det gælder jo stadig langt det meste af det, der foregår.

Men hvor jeg tidligere har beskrevet en forråelse af konkurrence-klimaet i dagligvarehandelen, som resulterer i, at virksomhederne lukker sig mere om sig selv, kan ansvarligheds-fejringen bryde siloer ned.

Mit personlige yndlings-branchefoto vil formentlig i lang tid være det, hvor Kræftens Bekæmpelse uddeler buketter til topcheferne i de kæder, der indtil videre har gemt - eller planlagt at gemme - smøgerne i deres butikker.

På ét og samme foto optræder Per Bank fra Salling Group, Henrik Burkal fra Rema 1000, Peter Høgsted fra Coop Danmark, Dirk Fust fra Lidl og Finn Tang fra Aldi.

Hvornår kommer den foto-mulighed mon igen?

Ja, måske hurtigere, end min tillærte skepsis vil lade mig tro. I hvert fald er opstillingen næsten lige så stærk, når Mærkevareleverandørerne, MLDK, holder årstræf 14. marts - dagen før dette blad er på gaden.

Per Bank er afløst af Netto-topchef Michael Løve, men Henrik Burkal og Peter Høgsted er med igen, når de debatterer med blandt andre topchef-kollegaen Tomas Pietrangeli fra Dagrofa.

Om hvad?

Ja, de er der naturligvis ikke for at diskutere priser, positionering og markedsandele.

Temaet er i stedet: "Hvordan håndterer vi de muligheder og udfordringer, som branchens og samfundets stigende fokus på CSR fører med sig?"

Hatten af for dem, hvis de kan klare det på den halve time, der er afsat. Men den begyndende forbrødring i branchen, som ansvarligheds-dagsordenen ser ud til at føre med sig, kan sikkert bruges til mere. I hvert fald er der tegn på tilløb til fælles initiativer, der kan gøre en forskel for samfundet som sådan.

Med foråret på vej kan man med en vis ret sige, at fremtiden tegner grønnere - i mere end én forstand.

Opdateret 10. nov 2020