Analyse: Konkurrenter langer igen ud efter Sallings enegang i påskehandlen

Salling Group 2. apr 2020 -
This describes the image
Foto: Miljø- og Fødevareministeriet

I krisetider rykker man sammen, lyder idealet. I den igangværende corona-krise gør man det som bekendt bedst ved at holde afstand. Rent fysisk, altså.

For kun et par uger siden blev det en forsidehistorie i Dansk Handelsblad, at aktørerne i dagligvarehandelen var begyndt at optræde med fælles budskaber i lyset af krisen. Så usædvanligt var det. Og skrøbeligt - har det siden vist sig.

Det var den gang, at dagligvarebosserne samlet forsikrede om, at der var fødevarer nok til alle danskere.

Det blev en kortvarig forbrødring.

Torsdag have dagligvarekæder med to tredjedele af markedet - fra Let-Køb over ABC til SuperBrugsen, Aldi og Lidl - indrykket en fælles helsides-annonce med påskehandels-coronaråd i stribevis af medier.

Men markedsleder Salling Group er ikke med i den kampagne, som afsenderne til gengæld siden onsdag aften har markedsført hårdt på de sociale medier. Dermed ligner situationen igen mere normen, som vi kender fra de seneste år.

Læs også En samlet dagligvarehandel kører påskekampagne uden Salling Group

Mens gruppen af afsendere ellers takker hinanden på kryds og tværs, udtrykte rivalen Coops topchef Peter Høgsted sig stadig meget corona-diplomatisk i sin omtale af Sallings frafald fra det seneste fællesudspil fra branchen:

"Det er… også ekstra ærgerligt, at Bilka, Føtex og Netto står uden for. Vi håber, at de vil være med en anden gang", skrev han.

 

Førende kommunikator

Men der er ingen tvivl om, at bag kulisserne får frustrationerne frit løb over den måde, som Salling nu har meldt sig ud af fællesskabet på, fordi de fælles corona-råd også omfatter en opfordring til at købe ind lokalt.

En opfordring, som hvis den bliver fulgt, især kan skade Sallings Bilka-kæde. På grund af varehusenes størrelse er den helt afhængig af at kunne trække kunder langvejs fra.

En anden medunderskriver på dagens annonce, DSK's adm. direktør John Wagner, har tidligere sagt det mere direkte på Linkedin:

"Jeg tror, vi er en del i dansk dagligvarehandel, som aldrig vil glemme fredag den 27. marts 2020 - dagen, hvor regeringen på grund af #covid19dk besluttede midlertidigt og delvist at suspendere lukkeloven i påsken, men også dagen med en tankevækkende splittelse i dansk dagligvarehandel mellem en af de største aktører, Salling Group, og “resten”, skrev han.

Det fælles krise-fodslag i branchen nåede ellers flere højdepunkter midt i marts, hvor bl.a. de tyskejede discountkæder Aldi og Lidl blev indlemmet i fællesskabet sammen med alle de mindre kædemedlemmer af DSK, hvor det i første omgang "kun" var de fire største dagligvarekoncerner, der gik sammen.

Og på et pressemøde i Fødevareministeriet tirsdag 17. marts kunne man opleve tre af de fire absolutte topfigurer i branchen, da Coops Peter Høgsted og Dagrofas Tomas Pietrangeli optrådte sammen med fødevareminister Mogens Jensen - og Salling Groups Per Bank, der førte det store ord den dag.

Under corona-krisen har den tidligere knap så presse-begejstrede Per Bank kommunikeret som aldrig før, især via favoritmedier som Linkedin og Finans.

Det sikrede ham undervejs en ny position som en af branchens førende kommunikatorer med et langt bredere publikum end de sædvanlige erhvervs-nørder som os her på Dansk Handelsblad.

Nu var det hele Danmark, der lyttede med, i takt med, at dagligvarehandelen rykkede fra en placering som en kedelig selvfølge til ét af landets vigtigste erhverv under krisen.

Til overflod blev erhvervsmediet Finans undtagelsesvis lukket ind til at følge et topmøde i Salling Groups corona-krisestab, hvor Bank bl.a. blev betegnet som ”kaptajnen på broen”.

 

Forundret og skuffet DSK-direktør

Men måske blev det fælles krise-fodslag i branchen dødsdømt allerede to uger efter 11. marts - den helt store hamstringsdag - da Per Bank gik på Linkedin med sin ide om at suspendere lukkeloven i påsken for at sikre flere åbningsdage og dermed undgå trængsel i butikkerne. Til stor fortrydelse for flertallet af konkurrenterne og HK.

Med fire helligdage, hvor de store dagligvarebutikker helt skal overlade handelen til de små, er påsken sammen med julen blandt de få tilbageværende højtider, hvor lukkeloven stadig har en betydning.

Læs også Lukkelovsforslag skaber splid i dagligvarebranchen

Den helt store branche-forbrødring blev ellers forsøgt bevaret gennem en haste-dialog mellem branchens hovedaktører med erhvervsminister Simon Kollerup for bordenden.

Og gennemslagskraften var stadig stor nok til, at Salling Group og Per Bank i et kompromis endte med at få 14 ekstra åbningstimer i påskehelligdagene.

Læs også Alle supermarkeder må holde åbent to påskedage

Men efterspillet blev ikke kønt.

"Både du (Per Bank, red.) og jeg tilsluttede os ministerens kompromis (her var ingen dissens) og hørte bemærkningerne om at handle lokalt - “i den nærmeste butik”. Derfor min forundring og skuffelse over, at I efterfølgende ikke fuldtonet ville bakke kompromiset op og tilslutte jer en fælles pressemeddelelse med opfordringen til at handle lokalt", beskrev DSK-direktør John Wagner forløbet på Linkedin.

Han fik hurtigt svar af Per Bank, der forsvarede enegangen:

"… hvor er jeg glad for, at der blev lyttet til min ydmyge opfordring til at lempe lukkeloven for sikkerhedens skyld. Og netop sikkerheden var grunden til, at vi ikke støttede den fælles pressemeddelelse, for hvis vi alle fx handler i den nærmeste butik påskeonsdag, vil vi risikere at flytte så megen volumen over i de små butikker fra de store butikker, som netop den dag omsætter kæmpe mængder med risiko for kaos, da de små butikker på ingen måde vil kunne absorbere det volumen."

 

Ukritisk presse

Kaos-scenariet stod de skeptiske konkurrenter noget uforstående over for i en situation, hvor forventningen er, at de traditionelt store påskefrokoster med familie og venner er droppet.

Og de butiksansattes fagforening HK hører til de mest kritiske:

- Godt nok udtaler Per Bank, at det er for at undgå store mængder af kunder i butikkerne på samme tid, men jeg ser det som et upassende forsøg på at åbne de mange af hans egne butikker, som ellers skulle holde lukket. Jeg synes, det er useriøst at kæmpe om markedsandele i en tid, hvor alt burde handle om borgernes sundhed, sikkerhed og om samfundssind, siger Kate Ziegler, formand i HK Handel Nordjylland i en pressemeddelelse.

Bag den nye splid i branchen ligger også den omstændighed, at flere konkurrenter i forvejen mener, at Salling havde overspillet kortene i den nye rolle som uofficiel leder af branchens midlertidige corona-krisestab - og med hjælp af en ukritisk presse reddet sig en velvilje, som efter deres opfattelse ikke var fortjent.

Når Salling f.eks. kunne fremhæve fremrykkede betalinger til små leverandører som krisestøtte, hvor det reelt ikke er mange år siden, at betalingsfristerne omvendt blev forlænget - med det resultat, at Salling nu har markedets klart største leverandørgæld, også relativt set.

 

Opdateret 10. nov 2020