Analyse: Begrænset vækst i onlinesupermarkeder

Salling Group 28. feb 2020 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

For ti år siden etablerede Stefan Plenge onlinesupermarkedet Nemlig.com, og siden har eksperter forudsagt, at markedet for onlinehandel med dagligvarer ville blive stort, når bare de store danske dagligvarekoncerner kom med.

Nu er både Coop og Salling Group gået med på onlinehandlen - sidstnævnte med Bilka To Go og Nettos Fillop, men markedet udgør fortsat kun mellem 2,5 og 4 procent afhængig af, hvor meget der medregnes.

Nu siger en analyse, som Norstat har foretaget for Dansk Erhverv, ifølge Børsen, at væksten er gået i stå.

Sidste år brugte danskerne sammenlagt ca. 4 mia. kr. mere på dagligvarer end året før, så det samlede salg nåede op på knap 156 mia. kr. Men selvom dagligvarehandlen steg i faktiske tal, foregik kun 2,6 pct. af salget på nettet, svarende til den samme andel som i 2018, skriver avisen.

Ifølge analysen står Coop og Salling Group for til sammen 25 pct. af markedet, mens Nemlig.com har ca. halvdelen.

De to dagligvarekoncerner genkender ikke billedet af et stagnerende marked.

- Vi ser masser af vækst i fødevarer online, og de andre må virkeligt have det svært, hvis der ikke er vækst totalt. Det er i hvert fald ikke tilfældet hos os, siger Thor Jørgensen, der er direktør for e-commerce i Salling Group, til avisen.

Coop giver udtryk for, at koncernen forventer yderligere vækst.

FDIH’s for nylig offentliggjorte e-handelsundersøgelse viser, at dagligvarer på nettet står for 4 pct. af e-handelsomsætningen, mens take-away tegner sig for 2 pct.

FDIH nævner blandt andet abonnementsløsninger er stigende. Måltidskasser udgør i alt ca. 1,3 mia. kr., mens dagligvarer, mad og drikke på abonnement udgør 548 mio. kr., viser e-handelsanalysen.

Læs også: E-handelsanalyse: Danskerne brugte 146 milliarder på nettet sidste år

Læs også: Salling Group vil være markedsleder på onlinehandel i 2025

Retail Institute Scandinavia forventer i sin Dansk Dagligvarehandel – Prognose 2029, at den samlede nethandel med dagligvarer vil stige ganske betydeligt i prognoseperioden – nemlig årlige vækstrater på ca. 15 pct., således at nethandel med dagligvarer i år 2029 udgør tolv mia. kr.

Læs mere på DHViden:

Originalartikel

Opdateret 10. nov 2020