Aldi kan få rekordbillig mælk for sig selv
Den tyskejede discountkæde Aldi har gjort det igen:
Sænket butiksprisen på mælk, så man fra 11. maj kan købe en liter af den billigste udgave af mini- og skummetmælk for 3,95 kr.
Verdensmarkedspriserne på råvaren mælk har længe været helt i bund, så Aldis nyeste pris-træk vil ikke komme helt uventet for kendere af branchen.
– Vi har et fast princip om fair priser, og når vi betaler mindre for en vare, er det for os helt naturligt, at forbrugernes pris for varen falder tilsvarende. Hvis vi fastholder prisen på mælk, holder vi priserne kunstigt oppe. Derfor falder mælkepriserne i vores butikker, siger Thomas Bang, vicedirektør i Aldis indkøbsafdeling.
3,95 kr. er en tangering af den laveste pris for en liter mælk i mange, mange år. Sidst den var så billig, var i 2009 - kort efter finanskrisens udbrud.
Til forskel fra de seneste års prisfald er også den økologiske mælk nu blevet billigere i Aldi. Øko-letmælken koster dermed 7,95 kr.
Giganterne holder prisen
Siden 2005 har Aldi gennem mange runder med prisfald i praksis dirigeret, hvor meget den billigste mælk skal koste på det danske marked, for konkurrenterne har mere eller mindre frivilligt fulgt Aldis eksempel.
I alle kæder blev der 11. maj arbejdet på højtryk for at finde den rigtige position i timerne efter, at prisfaldet blev annonceret.
Markedets giganter Dansk Supermarked og Coop Danmark vil ikke være med. I hvert fald fra første færd.
- Det får ikke os til at gøre noget, lyder den korte besked fra Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen.
Hos Dansk Supermarked er forklaringen fra kommunikationsdirektør Mads Hvitved Grand lidt længere.
- Der er ikke tale om sammenlignelige varer, idet Aldis prissænkning omfatter udenlandsk mælk. Vi sælger i Netto, Føtex og Bilka udelukkende dansk mælk, fordi det er det, vores kunder efterspørger, siger han.
Heller ikke Dagrofas kæder eller franchisekæden Rema 1000 deltager.
- Vi følger ikke med ned på Aldis prisfald på mælk. Vi holder som altid øje med markedet, men her og nu ændrer vi ikke prisen, siger Anders R. Jensen, som er indkøbs- og marketingdirektør i Rema 1000.
Tyskejede Lidl er den mest oplagte kandidat til at følge Aldis prisfald, men beslutningen var ikke på plads før Dansk Handelsblads deadline ved middagstid onsdag.